Har du lyst til at lære at strikke og lære de grundlæggende masker og teknikker? Nu er der mulighed for at være med på et lille hold med kun 8 deltagere.
Vi starter med de grundlæggende færdigheder. Du lærer at slå masker op, strikke ret- og vrangmasker, tage ind og ud og lukke af. Herefter arbejder vi med simple strukturmønstre som f.eks. rib eller perlestrik og med enkle hulmønstre og snoninger.
Du lærer at læse en opskrift og tyde forkortelser, og vi ser også på strikkefasthed og hvordan man monterer. Sideløbende hjælpes du godt i gang og vejledes med dit helt eget projekt.
Kurset er 5 tirsdage kl. 19-21.30 med start d. 23. september 2025. Kurset afholdes med 14 dages mellemrum, så der er tid til at få strikket lidt inden næste kursusgang. Vi mødes på følgende tirsdage: 23. september, 7. oktober, 21. oktober, 4. november og 18. november.