Forfatteren Jytte Borberg (1917-2007) var udstyret med en livsappetit så stor, at det var hende umuligt at sige “når jeg dør”. “Hvis jeg dør,” lød det fra Jytte Borberg, der først fik sin forfatterdebut som 53-årig, men som nåede at efterlade sig et omfattende og prisbelønnet forfatterskab, der først sluttede, da hun døde som 89-årig midt under en hyldestmiddag blandt forfatterkolleger og venner på Karen Blixens Rungstedlund.
Livsappetitten til trods oplevede Jytte Borberg større smerte end de fleste, ikke mindst med tabet af to af sine tre børn. “Tiden læger ikke alle sår. Tiden giver en masse sår og ar på sjælen – og dem må man lære at leve med,” sagde hun.
Jytte Borbergs kompromisløse insisteren på at leve livet værdigt, aktivt og nysgerrigt lige til det sidste har gjort hende til et forbillede for mange. Foredraget “Hvis jeg dør …” er fortællingen om en bemærkelsesværdig kvinde, der brød op med borgerskabets pæne liv som overlægefrue for siden at dedikere sig til forfatterlivet. Og det er et foredrag om livsglæde, dannelse og om at have et humoristisk blik på tilværelsen.
Foredragsholderen er Jytte Borbergs barnebarn, journalist og forfatter Peter Borberg, der i flere år holdt foredrag sammen med sin farmor, og som knyttede et tæt bånd til hende og har hende som fortsat inspirationskilde.