Skip to content

Kontoret er på juleferie fra onsdag den 18.12 kl. 12 til mandag den 6. januar kl. 9. Mails besvares i begrænset omfang i juleferien. Vi ønsker alle en rigtig glædelig jul & et godt nytår 🎅🎉🎁

Drejekursus i porcelæn

Drejekursus i porcelæn

På dette weekendkursus i keramik, porcelæn, bliver du udfordret yderligere i drejning grundet lerets konsistens. Så er du godt i gang med at dreje, og trænger til udfordringer, så er dette kursus for dig. 

På kurset vil vi anvende hvidbrændende fransk porcelænsler, der efter brænding opnår en lettere transparent glasagtig overflade. Porcelænsleret er smidigt, og er derfor brugbart til at lave emner med fine detaljer.  

For at dreje i porcelænsler kræver det, at du ved, hvad du laver på drejeskiven. Porcelænsler er ganske vist smidigt, og derfor også et drilsk materiale at håndtere. Leret bliver meget hurtigt blødt - ligesom creme fraiche 38 - så du skal være fiks på fingrene. 

Kurset strækker sig fra lørdag til søndag, samt en efterfølgende dag med glasering af eventuelt fremstillede produkter ca.14 dage efter. Du drejer på elektrisk drejeskive, og vi arbejder i porcelænsler, der købes ved ankomst. Der er plads til max. 5 personer pr. weekend. Det betyder, at du vil få tid, ro og god støtte til at lære at dreje.   

Med et weekendkursus i keramik hos mig, får du dybdegående forståelse for de teknikker, der skal til for at mestre drejningens kunst; alt fra æltning af ler, centrering, placering og udnyttelse af hændernes kraft. Du kan altså se frem til at lære, hvordan du helt konkret skal trykke og presse i leret og udnytte centrifugalkraften for at skabe de ønskede resultater. Du vil, grundet kursets længde, nå at opleve den kropslige fornemmelse for drejning, der er fundamental for at forstå håndværket. 

Weekenden vil forløbe således:
Dag 1: Vi bruger formiddagen og eftermiddagen på at ælte ler og dreje på drejeskiven, og jeg viser jer teknikker og guider jer personligt igennem processerne.
Dag 2: Vi mødes igen om formiddagen, hvor vi drejer af og efterarbejder de producerede emner.
14 dage efter: Vi glaserer de færdiglavede emner. 
 
Du skal regne med at du bliver beskidt, så tag arbejdstøjet på, medbring gerne et forklæde og mad. Jeg giver kaffe og the.

Priser:
Porcelænssleret købes på kurset til 120 kr. pr. kg. Prisen er inklusiv brænding og glasur.

Bemærk:
Jeg kan ikke garantere, at emner, du producerer til kurset, vil forblive intakt. Når vi beskæftiger os med et foranderligt materiale som ler, kan du risikere, at emnet går tabt i de mange processer hen imod et færdigt produkt. Jeg vil selvfølgelig bestræbe mig på, at vi alle står med et mere eller mindre færdigt produkt, dog uden garanti. Prisen er den samme uanset om du får et produkt med dig hjem eller ej.


Information

Datoer

Dato Tid Sted Navn
1 Lørdag 01.03.2025 09:00-16:00 Porcelinge Inge Kejlberg Tornvig
2 Søndag 02.03.2025 09:00-16:00 Porcelinge Inge Kejlberg Tornvig
3 Lørdag 15.03.2025 10:00-15:00 Porcelinge Inge Kejlberg Tornvig
Inge underviser i keramik i eget værksted i Staby og i syning og design i Holstebro

Inge Kejlberg Tornvig

Jeg er uddannet på designskolen Kolding i '99, linjen for Keramik og Glas. Jeg har arbejdet 6 år på Vestjyllands Højskole som kunstlærer, underviste i fagene billedkunst, redesign, syning, keramik mm.

Jeg har også arbejdet med revy kostumer og har siden 2007 været selvstændig med firmaet Porcelinge.dk.