Skip to content

Vi ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår. Kontoret er gået på juleferie, hjemmesiden er klar til at betjene dig. Vi er tilbage ved telefonerne den 6. januar. Er du ikke tilmeldt vores nyhedsbrev, kan du klikke på linket til højre 👉

Tilmelding til nyhedsbrev

Syning - workshop

Er du interesseret i at sy, men har brug for hjælp og inspiration til at komme godt i gang? Eller har du bare lyst til at være med en hel dag, hvor du kan sy lige det, du har lyst til med lidt hjælp og vejledning undervejs?

Så er her muligheden for at få en masse fif og inspiration til lige dét, du gerne vil i gang med. Jeg hjælper dig på vej med dine små og store projekter. Du kan f.eks. sy nyt tøj, forandre det gamle, sy i gen­brugs­ma­te­ri­a­ler eller sy nyt til boligen.

Om du er nybegynder eller har syet før betyder intet, da der undervises individuelt.

Workshoppen er til dig, som kan bruge symaskinen, men har brug for hjælp til mønstre, tilpasning af tøjet, eller sy vejledning. Det er også til dig, som mangler inspiration eller et lille skub til at komme i gang. 

På kurset vil du blive guidet i sy-teknikker, som får dit projekt til at se lækkert ud. Jeg vil vejlede og støtte dig igennem hele sy-processen med udgangspunkt i dit niveau. Hvis du vil sy nyt tøj, anbefales det, at du medbringer et mønster til det, som du gerne vil sy. Vi kan lave lettere tilretning og design justeringer af de mønstre, du har med, så du får det design, som du ønsker, men da det er ikke et decideret tilskærings-kursus, er det ikke her, vi lægger størst fokus.

Hvis man ønsker det, er der også mulighed for at arbejde med f.eks quilt og patchwork. Kurset foregår i mit skønne sy-værksted i forbindelse med vores bolig, hvor jeg sørger for god stemning og der er smuk udsigt til skoven.

Vigtigt! Du skal selv medbringe symaskine til kurset. Derudover skal du medbringe alle de materialer, du skal bruge som: stofsaks, blyant, tråd, knappenåle, målebånd, kridt, eventuelt mønster til det, du gerne vil sy.  Sidst men ikke mindst skal du medbringe det stof, du ønsker at sy i. Det kan enten være nyt, arvet eller genbrugstekstiler. Det er vigtigt, at især nye tekstiler er vasket inden kurset for at tage højde for krymp.

Bliv kreativt inspireret til at få gang i symaskinen, så du bliver klædt godt på til at arbejde videre derhjemme. 

Det praktiske: Inden workshoppen starter vil du modtage en mail fra mig, hvor jeg vil høre lidt om dine forventninger til dagen, hvad du gerne vil lave og om du har prøvet at sy før. På den måde er jeg bedst forberedt til at kunne hjælpe dig, når kurset starter. Har du spørgsmål til kurset, er du velkommen til at sende mig en mail på camillaaskholm@gmail.com

Der er god plads til at parkere bilen (gratis) lige ved døren.

Information

Datoer

Dato Tid Sted Navn
1 Søndag 02.02.2025 10:00-15:30 Skovmøllevej 26 a, Vejle Camilla Askholm

Camilla Askholm

Jeg er uddannet designer fra Designskolen Kolding i 2014 med en kandidat i mode og tekstil. 

Jeg har arbejdet i forskellige modevirksomheder i København, hvor jeg blandt andet har fået stor syteknisk erfaring, samt erfaring med designprocesser og konstruktion.

Siden 2020 har jeg boet i Vejle med min mand og vores to børn, hvor jeg nu blandt andet arbejder på mit eget lille design projekt, hvor jeg designer og syer børnetøj og nu også tøj til voksne af genbrugstekstiler (se mere på instagram @ame_project_  eller de vedhæftede billeder)

Jeg elsker at lege med upcycling af genbrugstekstiler, og give dem nyt liv. Udover børnetøj som jeg har arbejdet med med de seneste år, elsker jeg at lave patchwork og quilt til både jakker og tæpper og nørde i farvesammensætninger af de tekstiler, jeg nu har til rådighed.