”Vi skal have rynker,” sådan siger Linda Jakobsen, som underviser i bl.a. ansigtsyoga hos FOF Sydøstjylland. I denne artikel kan du læse meget mere
om, hvad ansigtsyoga egentlig er og hvad det kan gøre for dig, der både ønsker mere velvære i din hverdag og savner et friskere udtryk. Ansigtsyoga er både for dig, der søger sundhed og dig, der søger skønhed, men rynkerne, de er altså kommet for at blive – de fleste af dem.
Hvad er Ansigtsyoga?
Ansigtsyoga er lidt ligesom almindelig yoga. Du kan træne ansigtet på samme måde, som du træner andre muskler i kroppen. ”Der er to måder, man kan træne
ansigtet på, den ene er decideret styrketræning, hvor man laver styrkeøvelser for ansigtet og den anden del er afspænding. Det gælder også halsen og nakken,” fortæller Linda glad.
Ansigtsyoga er altså en træningsform, som alt andet, bortset fra, at du kan udføre øvelserne, mens du sidder i bilen eller imens du vasker op. Du behøver ikke træningstøj eller særligt udstyr, men man skal dog være opmærksom på, hvordan man gør det, så man opnår de ønskede resultater.
”Det værste, der kan ske er, at man ikke ser resultalter eller får en øm muskel. Det er ofte, fordi folk overgør det. Det er nok i håb om at få resultaterne hurtigt.”
Derfor er det populært
”Jeg gik lidt i panik for nogle år siden, fordi jeg synes, jeg kom til at se så gammel ud. Det var sådan, jeg selv startede med ansigtsyoga, og senere tog en uddannelse i det,” fortæller Linda, der ganske kort selv overvejede, om hun skulle have kirurgi eller få sprøjtet noget i sit ansigt, men dog hurtigt droppede den tanke.
Hun ønsker nemlig ikke at sende sine to drenge afsted ud i verden med en tanke om, at ansigtet ikke er pænt eller acceptabelt, hvis man har nogle
alderstegn. ”Vi skal have rynker, jeg er glad for mine rynker, for de viser jo, at jeg har levet noget liv.”
Linda oplever selv, at der er to væsentlige årsager til, at kursisterne melder sig til ansigtsyoga. Det er forfængelighed og velvære.”Der er alt fra dem, der gerne vil have større læber og fjernet rynker omkring øjnene, til dem, der har en skade i ansigtet, hvor man kan se, at den ene mundvig hænger. Hvis de kommer for at få nogle store, fyldige læber, så fyrer vi den af med læbeøvelser, det er helt legitimt,” fortæller Linda og smiler.
Hun oplever dog også, at rigtig mange kursister, som døjer med spændinger i nakke, kæbe eller hovedpine, får forløsning, ved hjælp af ansigtsyoga. ”Det handler om at få en mere fri følelse af, at musklerne slapper af, og så ser man også bare automatisk bedre ud, fordi det føles bedre og man får mere energi og glød i ansigtet.”
Ansigtsyoga er altså både hurtigt at udføre og giver både mere velvære, energi og mere skønhed, på en naturlig måde.
Ønsker du at komme til workshop i ansigtsyoga, så find alle aktuelle hold indenfor yoga her: