Skip to content
Frederiksberg-Slot-Søndermarken-og-Cisternerne

Frederiksberg Slot, haven og Cisternerne

Frederiksberg Slot, haven og Cisternerne

Kom med på en spændende tur, hvor vi hører om slottet, Søndermarken og besøger cisternerne.

Vi starter ved Frederiksbergs Slot (turen inkluderer ikke besøg indenfor på slottet) hvor Hærens Officerskole til dagligt holder til og hvor Struensee i sin tid indrettede marmorspa til den sindssyge Christian 7, men endte med selv at benytte det. Vi fortsætter til Søndermarken, som både rummer barokke og romantiske indslag fra forskellige perioder. Vi hører om Kildegrotten, Eremithytten, Sibirien og Den kinesiske pavillon.

Herefter går vi ned i dybet under Søndermarken, hvor Cisternerne har åbnet en ny og monumental udstilling − WEAVING THE LIGHT af den Sydkoreanske kunstner Kimsooja. Hun har skabt en totalinstallation, der inviterer publikum ind i et illusorisk rum, hvor lys i alle regnbuens farver forvandler det tidligere vandreservoir til en næsten sublim oplevelse.

Tidligere har Cisternerne kunne byde på bl.a. Ingvar Cronhammar, Jeppe Hein, Superflex og Hiroshi Sambuichi, som hver på sin måde har forholdt sig til cisternerne som tidligere vandreservoir. Vi hører historien om kolera og pumpestation og om Kimsooja og de skiftende udstillinger i Danmarks måske fineste udstillingsrum for moderne installationskunst. Efter besøget sammenfattes indtryk på overfladen.

Mødested: ZOO, hovedindgang.
Slutsted: Cisternerne, Søndermarken.

Praktisk: Ifør dig godt fodtøj og varmt overtøj (der er køligt og fugtigt i Cisternerne). Besøget er ikke egnet for svagtseende og gangbesværede.

Entré til udstillingen i Cisternerne er inkl. i prisen.

Varighed: ca. 2 timer