JULEFERIE: FOF holder juleferie fra og torsdag den 19. december kl. 12:00 til og med søndag den 5. januar 2025 - men alle vores kurser, foredrag og kulturhøjskoler ligger klar til tilmelding. Ses vi?
JULEFERIE: FOF holder juleferie fra og torsdag den 19. december kl. 12:00 til og med søndag den 5. januar 2025 - men alle vores kurser, foredrag og kulturhøjskoler ligger klar til tilmelding. Ses vi?
Af Emilie Munk Porsmose
FOF var denne onsdag rykket ind i Magasinet i Odense for at gøre plads til de mange gæster. Dette var med god grund, da hver og en plads var besat af glade fodboldfans. Da alle havde fundet sig til rette i stolene, ringede klokken ind, og der blev helt stille. Men dette var blot for en stund, for da Preben Elkjær trådte ind på scenen bag de røde scenetæpper, klappede og hujede publikum i kor. Med sig havde han journalist på Ekstra Bladet og forfatter til hans selvbiografi ”Mit liv som Elkjær”, Peter Sloth.
Elkjær startede foredraget med at fortælle, at han, inden hvert show håbede, at publikum ikke er for unge. Til dette råbte en mand bag mig: ”Nej, det er vi ikke”, mens han klappede og grinte sammen med resten i salen. Det var nemlig de færreste, som var under de 50 år, og flest af dem var mænd, hvor kun få havde hevet deres kone med under armen.
Sjove anekdoter fra landsholdet
Under foredraget delte Elkjær mange sjove anekdoter fra sit liv som angriber på det danske landshold. En af dem var, hvordan hans karriere som landsholdsspiller startede på den ’mest amatøragtige måde’. Hans daværende fodboldtræner var kun træner på deltid og havde et andet job ved siden af. Derfor var han heller ikke den skarpeste, når der skulle snakkes taktik. Inden deres første landsholdskamp mod Finland havde deres træner brugt lang tid på at forklare taktikken til spillerne. Her blev han kortvarigt afbrudt af en af spillerne, som sagde: ”Jeg tror altså ikke, at vi vinder den her kamp, fordi du kun har skrevet ti spillere på listen”. Til trænerens store forbavselse skrev han lige et ekstra navn på listen, og nu var drengene klar til at spille mod Finland.
Æresborger i Hellas Verona
Efter EM 1984 blev Elkjær købt af den italienske klub Hellas Verona. Elkjærs første kamp i den italienske klub var mod Juventus, som dengang lå nummer 1 i serie A. Hvad der skete under den kamp, blev senere skrevet i historiebøgerne i Italien, da Elkjær formåede at hente sejren hjem, ved at score et mål iført kun én støvle. Selvom det i dag er 35 år siden, Elkjær stoppede sin fodboldkarriere i Hellas Verona og vendte tilbage til dansk fodbold, har italienerne ikke glemt Elkjær. I 2020 blev Elkjær udnævnt som æresborger i Hellas Verona, og dette er altså ikke noget, som italienerne tit gør. Der har kun været én æresborger før Elkjær, og det er mange år tilbage.
Jeg vil helt klart anbefale dette foredrag til alle, som har nemt til latter. Elkjær formåede virkelig at fange publikum med sine sjove historier fra landsholdet og sin sjove selvironi. Ligeledes fungerede det godt, at foredraget var bygget op som en Q/A, hvor Peter Sloth brød ind og stillede uddybende spørgsmål til Elkjærs karriere undervejs.