Skip to content

JULEFERIE: FOF holder juleferie fra og torsdag den 19. december kl. 12:00 til og med søndag den 5. januar 2025 - men alle vores kurser, foredrag og kulturhøjskoler ligger klar til tilmelding. Ses vi?

Tag med Vlado på politijagt

Tag med Vlado på politijagt

Af Emilie Munk Porsmose, journaliststuderende 

Tag med Vlado på politijagt 

Selvom det nu er knap 15 år siden, at vi første gang mødte Vlado i Kanal 5's populære tv-program ´Politijagt’, så har vi endnu ikke glemt ham. Denne tirsdag var han inviteret indenfor i Seniorhuset i Odense, hvor han delte ud af sit liv som færdselsbetjent og i tv-programmet. Med ham havde han taget sin selvbiografi af samme navn, som det var muligt at købe efter foredraget.

I den julepyntede foredragssal var de mange rækker fyldt med gæster i alle aldre. Mange havde det tilfælles, at de havde fulgt med i Kanal 5's populære tv-program. Her kunne man i pauserne høre gæsterne småsnakke om, hvordan de huskede episoderne dengang, de blev sendt på tv. Blandt publikum havde en helt særlig gæst placeret sig på en af de forreste rækker. Dette var en af fotograferne fra tv-programmet, og han blev hurtigt genkendt af Vlado. 

Foredraget var bygget op på, at Vlado viste små klip fra programmet og efterfølgende fortalte historier om det, som ikke blev vist på TV. Her inddragede Vlado også fotografen blandt publikum for at høre, hvordan han oplevede episoderne.
I løbet af foredraget spurgte han også, hvad publikum ville gøre i lignende episoder. Eksempelvis spurgte han, hvad de ville gøre, hvis de mødte en spritbilist. Her svarede en af gæsterne, at han ville ringe 114. Men det var altså forkert, og Vlado rettede ham til at skulle ringe 112. 

Den sidste halvdel af foredraget brugte Vlado på at besvare spørgsmål fra de mange fremmødte. Her blev han blandt andet spurgt om, hvad han nu ville, efter hans tid i ’politijagt’ var slut. Hertil svarede han, at han gerne ville mod udlandet og lave endnu mere tv.

Det er ikke nødvendigt at have det største kendskab til Vlados medvirken i tv-programmet for at tage til dette foredrag. Vlado var god til at vise små klip fra programmet, hvor han efterfølgende forklarede, hvad han gjorde - og også, hvad han ville have gjort anderledes i dag. Derudover delte Vlado også ud af sit privatliv og fortalte sjove anekdoter om sin tid ind i politibranchen. Jeg vil helt klart anbefale dette foredrag til alle, der har nemt til latter og specielt for dem, der hører krimi-podcasts på deres vej til arbejde.