Skip to content

Vi ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår. Kontoret er gået på juleferie, hjemmesiden er klar til at betjene dig. Vi er tilbage ved telefonerne den 6. januar. Er du ikke tilmeldt vores nyhedsbrev, kan du klikke på linket til højre 👉

Tilmelding til nyhedsbrev

Hjemmelavet italiensk æggepasta

Er du vild med pasta og vil du gerne lære at tilberede ægte italiensk æggepasta?

På dette kursus får du praktisk erfaring med at lave frisk pasta fra bunden – fra at blande og ælte dejen til at udrulle den i forskellige former.

Vi arbejder med fyldte ravioli, båndpasta og saucer, der passer hertil.

Derudover tilbereder vi en forret med radicchiosalat og slutter af med en liflig og cremet dessert med marsala. Du får også indblik i, hvordan en italiensk menu er opbygget, så du nemt kan forstå antipasto, primo, secondo, contorno og dolce.

Dette kursus giver dig ikke blot opskrifter, men en forståelse for de ingredienser og teknikker, der gør italiensk madlavning så speciel.

Så hvis du vil lære at lave autentisk pasta og bringe lidt af den italienske madkultur hjem i dit eget køkken, så tilmeld dig vores kursus i dag for at sikre dig en plads.

Medbring gerne et forklæde, drikkevarer og beholdere til eventuelle rester, vi ikke får spist.

 

Information

Datoer

Dato Tid Sted Navn
1 Lørdag 22.02.2025 10:00-14:00 Kirkebakke Skolen, Vejle Inger Harborg

Inger Harborg

Siden 2009 har jeg undervist i italiensk sprog og italiensk madlavning på aftenskole. Jeg er uddannet korrespondent i engelsk/tysk, men min nysgerrighed for det italienske sprog førte mig i 1982 til Rom, hvor jeg begyndte at lære italiensk – og italiensk levevis - helt fra bunden.

Mit liv i Italien blev en ”giro d’Italia”, hvor jeg gennem næsten tre årtier boede i fem forskellige regioner – fra den pulserende hovedstad Rom til de idylliske landskaber i Marche, og i charmerende områder som Viterbo, Sydtyrol, Verona og Gardasøen. Jeg blev fuldstændig betaget af Italien – dets fascinerende kunst og kultur, den gæstfrie og åbne befolkning, den storslåede natur, den elegante mode, og frem for alt den vidunderlige mad. Italienernes fokus på sæsonens råvarer og kompromisløse krav til kvalitet og smag i madlavningen har haft stor indflydelse på mit køkken.

I 1990'erne boede jeg ti år i regionen Marche i et charmerende gammelt stenhus på landet, hvor hele familien levede som vegetarer. Vi drev et økologisk landbrug med afgrøder, en blandet frugtplantage og en frodig køkkenhave, som forsynede os med friske, økologiske grøntsager op til syv måneder om året. Denne livsstil har præget mit verdensbillede og min tilgang til det grønne italienske køkken.

Gennem årene i Italien har jeg suget smage og metoder til mig ved at observere erfarne husmødre og passionerede hobbykokke, som tryllede de mest delikate retter frem med få ingredienser. I 2023 tog jeg et videre skridt i min kulinariske udvikling og tilbragte otte uger på International Academy of Italian Cuisine i Lucca, Toscana, for at hente ny inspiration og viden.

Med mange års erfaring og passion for den italienske madkultur har jeg samlet en stor skattekiste af tips og opskrifter, som jeg gerne deler med dig. Jeg håber at inspirere dig til at trylle duften og smagen af Italien frem i dit eget køkken.

På min Facebookside kan du se mere om mit italienske univers: https://www.facebook.com/italienskkulturmadogvin