Skip to content
Guidet udstilling Giacometti på SMK

Kunsten nu

Kunsten nu

Hvordan ser den aktuelle kunstscene ud i Danmark lige nu? Hvilke kunstnere, temaer og synspunkter beskæftiger kunstmuseerne sig med dette semester? Er der nogle nybrud i måden museerne kuraterer udstillinger på i øjeblikket? De seneste år har museerne haft stor fokus på at inkludere kvindelige kunstnere eller emner, der handler om kvinder i kunsten, og det er tydeligt i foråret 2024.

Udstillingerne er også i stigende grad blevet mere sanselige og inviterende, og museerne eksperimenterer med nye måder at skabe udstilinger på, der i højere grad inddrager beskueren og sætter fokus på dagsaktuelle emner såsom naturen og klima, køn og identitet.

Hver gang får du en introduktion til to aktuelle kunstudstillinger, som det er muligt at opleve på egen hånd i hovedstadsområdet. Rækken giver et godt overblik over den aktuelle kunstscene i foråret 2024.

1. Menneske og natur 26.02.2024

Efter naturen, Glyptoteket (12.10.2023 - 11.08.2024)
I Efter naturen dykker Josefine Klougart ned i menneskets forhold til naturen set gennem kunstens prisme. Naturen, som vi kendte den, eksisterer ikke længere. Gennem kunsten udforsker hun dens skønhed og forsvinden i vores moderne virkelighed.

Hannah Toticki. Gudernes Lager, CC (13.10.23- 01.04.24)
I udstillingen Gudernes Lager er der arkiverede skytsengle, drømme i form af lerfigurer og en samling særegne kroner. Den er skabt af den fremadstormende danske kunstner Hannah Toticki og undersøger med humor, fantasi og alvor, hvad det vil sige at leve og skabe mening i en tid uden noget fælles helligt.

2. Kunstneriske eksperimenter 18.03.2024

ISELIN FORSLUND TOUBRO, Gl. Holtegaard (08.03 – 12.05.2024)
Iselin Forslund Toubros udstilling er en totalinstallation, der med skulpturelle genstande, rekvisitter og arkitektoniske elementer fortæller om de omrejsende skandinaviske håndværkere, der rejser “på valsen”.

Chaïm Soutine, Louisiana (09.02.24 - 14.07.24)     
Maleren Chaïm Soutine (1893-1943) er en central skikkelse i den klassiske modernisme, som med et intenst dirrende, foruroligende og forrevent billedsprog på mesterlig vis indfanger sin tid, omkring og mellem de to Verdenskrige.

3. Form og figur 08.04.2024

Tove Storch, Gl. Strand (02.02.24 - 20.05.24)
Kraftfulde og modstandsdygtige materialer som jern og beton møder deres skrøbelige og forgængelige modstykker i form af sæbe og silke, når den danske billedkunstner Tove Storch indtager GL STRAND. Sat sammen i antydningsvist figurative forløb, fortæller værkerne deres egen historie, samtidig med at de går i dialog og clinch med kunsthallens arkitektoniske rammer.

Alberto Giacometti, SMK(10.02.  - 20.05.2024)
SMK viser en udstilling af den berømte schweiziske billedhugger, maler og tegner Alberto Giacometti (1901-1966), der sætter fokus på hans kamp for at indfange essensen af verden omkring ham og hans optagethed af portrættet og menneskefiguren.