Skip to content

Vi skåner miljøet og udgiver ikke længere et trykt katalog.

Læs mere her.
Vinklub FOF

Californiens bedste cabernet sauvignon-vine

Tilbageblik på den berømte 1976-smagning i Paris og status over, hvem der laver de bedste californiske vine aktuelt, og hvem de nye stjerner er.

I 1976 arrangerede en engelsk vinhandler ved navn Steven Spurrier, der havde en lille vinbutik på Madeleine-pladsen, en smagning i Paris, der skulle vise sig at blive en af de største og mest skelsættende og betydningsfulde begivenheder i vinens verden nogensinde. Steven Spurrier blev selv en af sin tids mest berømte vinbogsforfattere og personligheder i vinens verden (han døde i 2021, 79 år gammel).

Han havde samlet en række af datidens bedste henholdsvis cabernet sauvignon- og chardonnay-vine fra Californien, som han ville prøve op imod de bedste franske vine fra henholdsvis Bordeaux og Bourgogne i to blindsmagninger. 

Deltagerne i blindsmagningen var især kendte personligheder i den franske vinverden, og navnlig cabernet sauvignon-smagningen blev kontroversiel, da den endte med en californisk vin på en kneben førsteplads (Stags Leap Wine Cellars). Flere af de franske dommere var rasende og mente, at de var blevet snydt og ville trække deres karakterer tilbage, da resultatet blev offentliggjort. Resultatet blev udlagt som en stor sejr for Californien – og et stort nederlag for Frankrig og Bordeaux – men sandheden er, at førstepladsen var meget kneben, og at der faktisk kom bordeaux-vine på de tre næste-pladser og californiske vine på de sidste fire pladser, så man kan læse og fortolke resultatet på mange måder. 

Men man kan ikke fratage Californien og USA, at de havde bevist, at vinene fra den nye verden ikke behøvede at stå i skyggen af vinene fra den gamle, og i de næsten 50 år, der er gået siden, har de oversøiske vine fra ikke bare Californien, men også Chile, Argentina, Sydafrika, Australien, New Zealand og andre lande, på mange måder udfordret de klassiske europæiske vine fra Frankrig, Italien og Spanien – en udvikling, som mange mener startede lige præcis med smagningen i Paris i 1976.

Californien er dog nået længst af alle, og i dag kan man sagtens tillade sig at sige, at de bedste cabernet sauvignon er på højde med de bedste vine fra Bordeaux. 

vinklub vinklub vinklub
Fotos af Napa Valley i Californien samt Cabernet Sauvignon vine.

Denne smagning indledes med et tilbageblik på 1976-smagningen, som der er lavet en lidt skør og ikke helt troværdig, men dog seværdig film om, der hedder ”Bottle Shock”. Vi smager også et par af de vine, der indgik i smagningen dengang (dog ikke de oprindelige årgange!) – hvorefter vi skifter fokus til nutidens Californien med hovedvægten på den berømte Napa Valley, der både laver ligegyldige vine til 100 kr. og kultvine til +25.000 kr. 

Hvor gode er vinene fra Napa Valley i dag, og er det overhovedet muligt at få 'value for money' sammenlignet med f.eks. Bordeaux? Og hvad med stilen – mange vine holder 15,5 % alkohol eller mere og smager mere som blommesaft og deler vandene – nogle elsker dem, andre elsker at hade dem! 

Vores foredragsholder og vinklubbestyrer, Jesper Hedegaard, har netop været på en studietur til Californien og har navnlig taget pulsen på Napa Valley. Han er derfor klar til at øse af sin viden og sine erfaringer – f.eks. at man generelt skal holde sig fra årgang 2020, hvor mange druer blev røgskadede grundet de voldsomme skovbrande, der også brændte flere kendte vinerier ned. 

Han har udvalgt følgende seks cabernet sauvignon-dominerede vine til smagningen, der alle ligger i prisklassen 600-1.500 kr.:

  • Schrader ’Double Diamond’ Oakville 2021 –  Fred Shrader er en af Californiens 'icons' med en portefølje af vine der koster 3-5.000 kr. pr. fl. og laves i mikroskopiske mængder og uden kompromisser. Double Diamond er en slags 2.-vin til disse kultvine fra lots, der ikke helt når den allerhøjeste kvalitet, som kræves. Den blev Wine Spectators No. 1 på top 100-listen i 2022 – en enestående præstation. Prisen er 'kun' lidt over 1.000 kr., og vinen har alt det, man ønsker og kan forvente af en stor, moderne vin fra Napa Valley (som Oakville er et underdistrikt (AVA) i).
  • Napanook Napa Valley 2019 – Opus One var det første joint-venture i 1979 mellem Californien i form af den berømte Robert Mondavi fra vineriet af samme navn og Baron Philippe de Rothschild fra 1. cru-slottet Mouton-Rothschild i Bordeaux. Bare nogle år efter etablerede Christian Moueix fra familien af samme navn sig i Californien. De ejer en stribe berømte slotte i Pomerol og St. Emilion – bl.a. Petrus og Trotanoy. Hans vin hedder Dominus, og her smager vi 2.-vinen Napanook, der med en pris på ca. 1.000 kr. fås for 1/3 af 1.-vinen Dominus. 
  • Philip Togni Napa Valley 2018 – En vin vores foredragsholder allerede serverede til FOF-vinforedrag i midten af 1990'erne (i årgang 1994, husker han), og som nu 30 år efter stadig ligger blandt de bedste cabernet sauvignon-vine med f.eks. en score på 96+ fra både Wine Advocate og Vinous. Philip Togni er født i England, arbejdede på kendte bordeaux-slotte i 1950'erne og tog herefter til Californien og arbejdede for kendte vinerier frem til han startede sit eget i 1983 som 67-årig. Nu er han 97 'but still going strong', som man siger over there… Super holdbar vin fra det kølige område Spring Mountain og ikke fra bunden af den varme Napa-dal. 
  • Ridge Cabernet Sauvignon Santa Cruz Mountains 2019 – Ridges 1.-vin hedder Monte Bello, var med i 1976-smagningen og fik en femteplads, men ved flere efterfølgende smagninger med de samme vine (i de oprindelige årgange), som man har lavet jævnligt, har den vundet. Også her er 2.-vinen et meget bedre køb end 1.-vinen – så meget billigere (1/3 af prisen) og alligevel så tæt på i kvalitet. Ligger ikke i Napa Valley, men i Santa Cruz Mountains lige syd for San Francisco, ikke langt fra Stillehavet. 
  • Freemark Abbey Napa Valley 2018 – Denne kom på sidstepladsen i 1976-smagningen, men der er løbet meget vand i åen siden da, så selv om Freemark Abbey i dag ikke regnes som en af Napa Valleys kultvine til tusindvis af kroner, er det stadig god vin til forholdsvis fornuftig pris og faktisk opadgående kvalitet de seneste fem år. 
  • Silver Oak Alexander Valley 2019 – En old school, klassisk californisk cabernet sauvignon-vin med typisk fadpræg af både fransk og amerikansk egetræ og en sødme, der måske passer bedre til den amerikanske end den europæiske smag. En af de gamle, kendte, ikoniske producenter, der holder fast i sin stil og har et stort og stabilt hjemmepublikum. Men faktisk smager vinen rigtig godt også efter europæiske standarder. Ligger teknisk set i Sonoma County, men tæt på Napa Valley.

Medbring

Medbring 1-2 gode cabernet-glas.

Værd at vide

Prisen er inkl. vin.

Information

Kalender

Dato Tid Sted Navn
1 Mandag 16.09.2024 19:00-21:45 Byens Hus, Hellerup Jesper Hedegaard
Foredragsholder

Jesper Hedegaard

Jesper Hedegaard (f. 1968) er en af Danmarks mest erfarne vinforedragsholdere. I september 2012 vandt han som dansk holdleder europamesterskabet i vinsmagning ved et storslået arrangement i Malmø, arrangeret af det franske tidsskrift La Revue du Vin, og i oktober 2013 opnåede samme hold med Jesper som leder sølv i verdensmesterskaberne, afholdt i Bordeaux.

Siden 1988 har Jesper Hedegaard holdt mellem 40 og 80 foredrag om året – hovedsageligt for aftenskoler, men også for virksomheder, vinklubber og andre interesserede – ja selv seriøse vinsmagninger i forbindelse med både polterabends og bryllupper arrangerer han jævnligt!

Interessen startede allerede som 14-årig, hvor han ’tyrede’ Hugh Johnsons lille årbog Vin igennem, og bl.a. lærte navnene på de 61 slotte i Bordeaux’ 1855-klassifikation udenad. Mens gymnasievennerne drak øl og gik i byen, brugte han sin sparsomme SU på gode vine – især franske – som blev nydt hjemme sammen med faderen, idet far og søn skiftedes til at invitere hinanden på blindsmagning.Det blev de efterhånden gode til, og da også det teoretiske niveau var steget betydeligt, meldte de sig til SOPEXA’s Danmarksmesterskab i franske vine for par i 1987 – og vandt!

Som 19-årig, nybagt student blev Jesper Hedegaard bestyrer af en mindre vinforretning på Frederiksberg, men begyndte året efter at læse jura. I studietiden startede han som 20-årig med at holde vinforedrag på aftenskoler, og var i denne periode også skribent for bl.a. Vinjournalen og Vinmagasinet – og senere Vinbladet. Han blev færdig som jurist i 1994 og arbejder til daglig i forsikringsbranchen.

Hvis han i dag skulle skifte til et fuldtidsjob inden for vinbranchen, skulle det være som ’Danmarks Robert Parker’, idet han erkender at være så teoretisk og nørdet i sin interesse for vin, at han ikke ville kunne finde ud af at sælge vin. Hans passion er at videreformidle sin store viden – som nu stort set dækker det meste af verden og ikke bare Frankrig – til alle, der interesserer sig bare lidt for vin.

Ved siden af de mange vinforedrag har han siden 1999 arrangeret og været guide på vinrejser til Frankrig – bl.a. Bordeaux, Bourgogne, Champagne og Rhône. Den fritid, der ikke bruges på at smage vin og holde sin viden ajour ved læsning af store mængder vinlitteratur går bl.a. med datteren Isabella, tennis og bøger om 2. verdenskrig.