Skip to content

Hvis du har gået på et hold i efteråret, som fortsætter til foråret, har vi reserveret en plads til dig. Du får direkte besked i perioden 6.-29. november. Alle forårets hold bliver lagt online 12. december.

Historien – bid for bid: Mothsgården i det gamle Søllerød

Du inviteres på et hyggeligt frokostarrangement på et helt særligt sted med sin egen specifikke historie. Så tag med på ét eller flere arrangementer den første tirsdag i måneden (i november dog tredje tirsdag), når vi sammen besøger en lokation lidt udover det sædvanlige, hvor vi sætter os til bords og nyder lidt mad og drikke tilsat den gode fortælling om stedet og det omkringliggende område.

Mothsgården i det gamle Søllerød

Det sidste arrangement i »Historien – bid for bid« i denne sæson kommer til at foregå i de hyggeligste rammer ved Søllerød gadekær og kro. Her bydes vi velkommen indenfor i det hvidkalkede gamle bindingsværkshus, Mothsgården, der er Danmarks ældst bevarede landsted opført i 1680 med tilhørende haveanlæg.

Ejeren er dengang ildsjælen og indenrigsministeren Matthias Moth, mens stedet i dag er hovedsæde for Rudersdal Museer med både en permanent og skiftende udstilling – og her i december også en eftertragtet julestue.

Vi skal betræde de samme knirkende gulvbrædder, hvor adskillige store kulturpersonligheder, som Storm P, H.C. Andersen og Edvard Grieg har sat deres fødder, og mens vi sidder lunt og godt midt i den permanente udstilling omgivet af spændende genstande, så får vi præsenteret Mothsgårdens historie og det gamle Søllerød sammen med lidt godt til ganen og maven.

Efterfølgende er mulighed for at gå rundt i de smukke rammer, og der er inkluderet fri entré til julestuen.

Værd at vide

Prisen er inklusiv fortælling, små håndvenlige sandwich, chips, druer og stedets egen Moths Ord-øl med finurlige ord fra 1700-tallet. Desuden kaffe, te og entré til julestuen.

Information

Kalender

Dato Tid Sted Navn
1 Tirsdag 03.12.2024 12:00-14:00 Mothsgården Marianne Bentzen
Underviser

Marianne Bentzen

Marianne Bentzen har både guidede rundvisninger og underviser i motion og dans – og hun brænder for at formidle primært nye byrum og kulturskatte, ligesom hun med stort engagement underviser i bevægelse af hele kroppen og forskellige stilarter inden for dans.

Marianne er oprindeligt uddannet Exam.com. og har arbejdet med kommunikation, marketing og relationer, og hun er desuden autoriseret guide med mange udflugter i bagagen. Tidligere har hun danset showdans på eliteniveau i over 18 år, undervist børn i gymnastik og afprøvet mange motionsformer.

Siden 2018 har Marianne udelukkende arrangeret og afholdt guidede rundvisninger og undervist. Som rundviser er hun kendt for at tale højt og tydeligt, være meget engageret og en god formidler. Og når hun underviser er det med høj energi og stor variation, samtidig med at hun sørger for at sætte niveauet, så det er tilpasset holdet. Desuden tager hun løbende kurser i bl.a. osteoporose, salsa og kropsbevidsthed.

Hvis du har nogle konkrete spørgsmål til Mariannes guidede ture eller undervisning, så er du velkommen til at kontakte hende på: mariannebentzen@gmail.com.