Skip to content

Fredagscafeen efterår 2024

6 fredage med folkeoplysning, foredrag og fortællinger. Vi slutter med et glas vin og en sandwich. Velkommen!

Niels Jensen
Niels Jensen. 

1. Hemmelig russisk kortlægning af Nordsjælland

FOF København og Nordsjælland har inviteret Niels Jensen til at besøge Fredagscaféen for at gøre os klogere på den hemmelige russiske kortlægning af Vesteuropa og dermed også Danmark under Den Kolde Krig. Han kommer også ind på den hybridkrig, som foregår nu – en følge af udviklingen i Østeuropa og omkring Østersøen og i Danmark.

Foredraget omfatter også en mindre udstilling af hemmelige russiske kort, planer, fotografier og andet materiale med tilknytning til den militære russiske interesse for Danmark med hovedvægten på Nordsjælland.

Niels Jensen er journalist, forfatter og tidligere taktisk efterretningsofficer.

 


Karen Blixen.

2. Karen Blixens livsanskuelser

Karen Blixen er skabt af det stof, som myter er gjort af, og dele af hendes eftermæle har givet hende en status som lidt af en dæmonisk skikkelse. Karen Blixen skrev fortællinger med et overnaturligt indhold, og hendes selvbiografiske bøger er der elementer af det guddommeliges indgriben. Derfor er det interessant, at hun i størstedelen af sit liv betegnede sig selv som ateist. Det afholdt hende dog ikke fra at skrive om og forholde sig til både unitarisme, protestantisme, katolicisme og islam i sit forfatterskab.

Vi vil komme ind på tro og livsopfattelse i Karen Blixens selvbiografiske værker »Den Afrikanske Farm« og »Skygger på Græsset« samt i brevveksling og forskellige fortællinger som f.eks. »Babettes Gæstebud«, »Kongesønnerne«, »Peter og Rosa« og »Ehrengard«.

Susanne Viinholt-Nielsen er uddannet cand.pæd. og arbejder på Karen Blixen Museet i Rungstedlund, som omviser og underviser.

 

Shahin Verdensbarn
Til venstre: Shahin Aakjær. Til højre: Bogen »Verdensbarn – kan man bortføre sin egen søn?« (2023).

3. Verdensbarn – kan man bortføre sin egen søn?

Shahin Aakjær fortæller sin personlige historie om at blive bortført til Iran som 8-årig. Hvert år bliver ca. 100 børn bortført til eller fra Danmark. Hvordan var det at bo i Iran i to år? Hvilket kulturchok venter på de børn, der vender retur til Danmark? Shahin Aakjær oplevede i teenageårene en identitetskrise mellem de to hjemlande. Med udgangspunkt i bogen giver han et unikt indblik i, hvorfor man kan finde på at bortføre sit eget barn, hvordan det er et miste et barn, og hvordan det føles at blive klemt mellem en mor og far, som er i konflikt.

Shahin Aakjær er forfatter, musiker og rejseleder. Foredraget bygger på hans bog »Verdensbarn – kan man bortføre sin egen søn?« (2023).

 

it

4. I de it-kriminelles klør

En af tidens største udfordringer er stigningen i it-kriminaliteten. Vi modtager svindelmails og får telefonopkald og tekstbeskeder, der giver sig ud for at være fra officielle instanser som staten, skat og banken. Det er så let at blive snydt, og konsekvenserne kan være store. Niels Gade Brander inviterer dig indenfor i de it-kriminelles verden. Hvordan arbejder de? Hvordan kan du lære at identificere og håndtere potentielt farligt digitalt indhold, så du ikke bliver det næste uheldige offer for denne nye type kriminalitet?

Nils Gade Brander har arbejdet med it i over 30 år. Han er uddannet ved Københavns Universitet i bl.a. webprogrammering og med speciale i digitaliseringens indflydelse på borger og samfund.

 

Sarah Auken 
Til venstre: Sarah Auken. Foto: Sille Arendt. Til højre: Dolly Parton.

5. Dolly Parton og Gud

Alle kender Dolly Parton, og alle har en mening om hende. Alligevel kommer det nok bag på de fleste, når hun fortæller: »Det første jeg gør hver morgen, når jeg vågner, det er at takke Gud for den nye dag«. Men det ligger fint i tråd med, hvad man finder i de numre, som har gjort Dolly Parton til folkeeje i hele den vestlige verden. Countrymusikken, som hun er rundet af, har altid været gennemtrukket af religiøse motiver.

Hos Parton finder vi en rummelig trosform, hvor opmærksomheden på livet nu og et håb om det, der må komme, mødes af en fast overbevisning om menneskets værdighed og værdi.

Sarah Auken er sognepræst i Gilleleje og Parton-fan. Desuden er hun fast paneldeltager P1's program »Hvad ville Jesus have sagt«.

 

Lasse Skovgaard sang
Til venstre: Lasse Skovgaard.

6. Sæson-afslutning med sanger og komponist Lasse Skovgaard

Vinteren og julen nærmer sig. Lasse Skovgaard fortæller om årstidens sange, om digternes og komponisternes baggrund, og vi dykker ned i temaet fra en både historisk og nutidig vinkel. Og vi synger naturligvis en lang række sange i fællesskab.

Lasse Skovgaard er uddannet musikpædagog, organist og sanger og har bl.a. arbejdet som korleder, akkompagnatør, organist og musiklærer. Han har som komponist to sange med i den nye 19. udgave af Højskolesangbogen. Derudover er Lasse Skovgaard ph.d. i sundhedsvidenskab og arbejder til daglig som projektleder i Sangens Hus.

Information

Kalender

Dato Tid Sted Navn
1 Fredag 20.09.2024 10:00-11:40 FOF Huset, Ordrup Niels Jensen
2 Fredag 04.10.2024 10:00-11:40 FOF Huset, Ordrup Susanne Viinholt-Nielsen
3 Fredag 25.10.2024 10:00-11:40 FOF Huset, Ordrup Shahin Aakjær
Se alle Se færre
Underviser

Marianne Bentzen

Marianne Bentzen har både guidede rundvisninger og underviser i motion og dans – og hun brænder for at formidle primært nye byrum og kulturskatte, ligesom hun med stort engagement underviser i bevægelse af hele kroppen og forskellige stilarter inden for dans.

Marianne er oprindeligt uddannet Exam.com. og har arbejdet med kommunikation, marketing og relationer, og hun er desuden autoriseret guide med mange udflugter i bagagen. Tidligere har hun danset showdans på eliteniveau i over 18 år, undervist børn i gymnastik og afprøvet mange motionsformer.

Siden 2018 har Marianne udelukkende arrangeret og afholdt guidede rundvisninger og undervist. Som rundviser er hun kendt for at tale højt og tydeligt, være meget engageret og en god formidler. Og når hun underviser er det med høj energi og stor variation, samtidig med at hun sørger for at sætte niveauet, så det er tilpasset holdet. Desuden tager hun løbende kurser i bl.a. osteoporose, salsa og kropsbevidsthed.

Hvis du har nogle konkrete spørgsmål til Mariannes guidede ture eller undervisning, så er du velkommen til at kontakte hende på: mariannebentzen@gmail.com.