Skip to content

Hvis du har gået på et hold i efteråret, som fortsætter til foråret, har vi reserveret en plads til dig. Du får direkte besked i perioden 6.-29. november. Alle forårets hold bliver lagt online 12. december.

Foredrag hos FOF København

Sæsonens kulturbegivenheder

Kompetente fagfolk tager pulsen på det danske kulturliv. Aktuelle bogudgivelser, teater- og filmpremierer samt kunstudstillinger danner udgangspunkt for de skiftende foredragsholderes analyser.

Foredragsholderne er:

  • Cand.mag. Jørgen Blom
  • Mag.art., journalist Marie Louise Kjølbye
  • Mag.art, teateranmelder Monna Dithmer
  • Cand.mag., billedkunstner Frederik Lindskov

Endeligt program er under udarbejdelse, og ligger klar når I møder første gang. Ret til ændringer forbeholdes.

23/9 – Frederik Lindskov: Ordrupgaard – Ai Weiwei og Flora Yukhnovich

Ved brug af 650.000 legoklodser har den kinesiske verdenskunstner Ai Weiwei genskabt Claude Monets tilsvarende monumentale billedfrise Water Lilies fra 1926. Visse værkændringer peger dog på helt nye og foruroligende dimensioner i det ellers så idylliske motiv. Parallelt med Ai Weiwei vises for første gang i Danmark den unge, britiske kunstner Flora Yukhnovich (f. 1990), der med sit sanselige, abstrakt-figurative formsprog er blevet spået rollen som en af fremtidens ’New Masters’. I sine værker indarbejder hun historiske stilarter såsom fransk rokoko og italiensk barok og går af samme grund i dialog med Ordrupgaards egen samling af historiske mesterværker.

30/9 – Marie Louise Kjølbye: Når livet slår hårdt

Skæbne, spænding og krise i romaner. Britisk-amerikanske Salman Rushdie fortæller i »Kniv« om overfaldet på ham i 2022. I »Lysspil« skriver tyske Daniel Kehlmann om filminstruktøren G.W. Pabst, der presses til at kreere en nazistisk storfilm med KZ-fanger som statister. Kristian Bang Foss’ »Manden der bar solen« fortællestorslået om magt og kærlighed i bronzealderens Danmark.

7/10 – Monna Dithmer: Teatret

Er teatret nu også hoppet på seriebølgen? Eller er det maratonformatet, der trækker? Vi dykker ned i Det Kongelige Teaters aktuelle 8 timer lange superhit »Arven« og ser nærmere på gruppen Sisters Hope, der får publikum til at overnatte eller ligefrem flytte ind.

21/10 – Jørgen Blom: Pigen med nålen

»Pigen med nålen« var udvalgt til hovedkonkurrencen på årets Cannes filmfestival. Baseret på virkelige og tragiske begivenheder. Trine Dyrholm spiller seriemorderen Dagmar Overby, som i 1921 blev dømt for drab på 9 spædbørn. 

28/10 – Marie Louise Kjølbye: Danmark i dag

Samtidsromanen slår gnister. I »De bedste familier« beskriver Kim Blæsbjerg medrivende udviklingens paradokser i Lemvig 1952-1963. Lone Hørslevs sjove og rørende bog »Svømmende, rygende, grædende« har som hovedperson Anna, der drikker hvidvin af ensomhed. I »Varme hænder« sætter Stine Askov sylespidst fokus på omsorgens pris, da Camilla får ”verdens nemmeste job” som handicaphjælper.

4/11 – Frederik Lindskov: Nivaagaard – Wetland, Michael Kvium

I barok og nationalromantisk kunst, som den vi finder i Nivaagaard Malerisamling, er alt iscenesat i overensstemmelse med datidens tro på Gud, konge og fædreland. Vor tids store dystopiske billedkunstner, Michael Kvium, gør lige det modsatte. Som en seismograf registrerer og skildrer han alle verdens bryderier: Fra klimakrise og kaotiske flygtningestrømme til meningsløs krig og menneskelig dårskab. I udstillingen »Wetland« stilles forskellige tider og verdensbilleder overfor hinanden. Iscenesættelsen overfor den ubehagelige sandhed.

11/11 – Monna Dithmer: Strindberg

Hvor kan vi finde håb, når verden synes ude af kurs? Det kan man hos stridbare Strindberg i hans skelsættende sureelle »Et Drømmespil«. Det Kongelige Teater lader gudedatteren Agnes lande på en græsplæne-scene for at undersøge, om det nu og er 'så synd for menneskene'.

18/11 – Frederik Lindskov: Louisiana – HAVET

I efterårets store temaudstilling om havet bevæger vi os i mere end én forstand ud på dybt vand. Vi besøger det hav, som så mange myter og eventyr er gjort af. Vi længes med søfareren, undersøger med havforskeren og begejstres med kunstneren. Havet er alt. Både livets rejse og den sidste rejse – både drømme og mareridt. Havet udgør trefjerdedel af klodens overflade, og alligevel kender vi det knapt nok.

25/11 – Marie Louise Kjølbye: Hvad holder verden sammen – godhed, måske?

Finlandssvenske Kjell Westö skriver i »Skumring 41« smukt om kærlighed under Den finske Vinterkrig. Norske Monica Isakstuens »De små piger« indkredser stemningen i skærgårdshuset, hvor mor, datter og børnebørn sammen skal nyde sommeren. Claire Keegans virtuose »Den slags små ting« beskriver råhed og godhed ved juletid i 1980’ernes Irland.

2/12 – Jørgen Blom: Guldløven

I 2019 fik Todd Phillips Guldløven i Venedig for filmen »The Joker« og Joaquin Phoenix en Oscar for bedste mandlige hovedrolle i samme film. Nu har samme makkerpar skabt en opfølger til denne film og taget sangerinden Lady Gaga med på rejsen. Hun spiller overfor Phoenix i »Joker: Folie a Deux«.

20/01 – Marie Louise Kjølbye

Mere info følger snarest.

27/01 – Monna Dithmer

Mere info følger snarest.

03/02 – Jørgen Blom

Mere info følger snarest.

17/2 – Frederik Lindskov: Glyptoteket – Ikonoklasme – kunsten som kampplads

Med afsæt i hovedværker fra bl.a. British Museum og Vatikanmuseet undersøges ikonoklasmens skiftende former fra antikken og frem. Begrebet ’ikonoklasme’ dækker over den handling fysisk at ødelægge andre kultures symboler og kunst for derved at bane vejen for sin egen religiøse eller politiske dagsorden. Begrebet er i dag mere aktuelt end nogensinde før, da bog- og flagafbrænding, politisk bagvaskelse, fake news og deepfake AI-videoer. Alle er moderne varianter af ikonoklasme skabt med det ene formål at vinde hævn ved at skade modstanderens symbolske magt.

24/02 – Marie Louise Kjølbye

Mere info følger snarest.

03/03 – Monna Dithmer

Mere info følger snarest.

10/3 – Frederik Lindskov: Thorvaldsen – På rejse med Thorvaldsen og hans venner

Velkommen indenfor på et af landets fineste museer, hvor vi skal på rejse med Thorvaldsen og hans venner – bl.a. museets arkitekt M.G. Bindesbøll og maleren Martinus Rørbye. Sammen drog de på årelange rejser sydpå til Sicilien, Napoli og Rom. Udstillingen kredser om kunstnerfællesskabet, dannelsesrejsen og mødet med fremmede kulturer, men undersøger også mere overordnet hvad det egentlig vil sige at rejse – både fysisk og mentalt –og om der er hold i udsagnet ”undervejs er altings mål”. Hvad fascinerede, hvad bekymrede og hvad var kunstnernes drømme gjort af i denne guldalder i dansk kunst?

17/03 – Jørgen Blom

Mere info følger snarest.

24/03 – Marie Louise Kjølbye

Mere info følger snarest.

31/3 – Frederik Lindskov: MACA Museum – Banksy & gadekunst: De tidlige år

På Toldbodgade 12 et stenkast fra Nyhavn er netop åbnet et privatejet og spritnyt museum for international samtidskunst. Her finder vi bl.a. Warhol, Basquiat, Haring, Koons, Hirst, Emin og Kusama, og i museets allerførste udstilling kommer vi helt tæt på streetart-fænomenet Banksy. I de tidlige 1990’ere starter Banksy sin karriere som graffitikunstner i Bristol, men bliver hurtigt verdensberømt for sine originale og hårdtslående politiske kunstværker på mure og bygninger overalt i verden.

Rækkens foredragsholdere

Frederik Lindskov er fast foredragsholder hos FOF København

Frederik Lindskov

Jeg er uddannet cand.mag. i filosofi og har en BA i kunsthistorie. Min særlige faglige indsigt er i filosofi og kunsthistorie. Herudover er jeg selv udøvende billedkunstner, opfinder/konceptudvikler og selvstændig erhvervsdrivende.

Jeg har efterhånden en del erfaring som foredragsholder og arkitekturrundviser ved FOF København, i privat regi, ved kunstforeninger og generelt fra sit virke som selvstændig foredragsholder.

Jeg har en permanent udsmykning af Kavalergården ved Bernstorff Slot samt udsmykning af danske asylcentre, bl.a. i Avnstrup, og har derudover haft flere kunstudstillinger. Tidligere har jeg været formand for Kunstnernes Efterårsudstilling.

 

Jørgen Blom holder foredrag hos FOF København

Jørgen Blom

Cand.mag. i moderne kultur og Kulturformidling fra Københavns Universitet. Kunsten er efter undertegnedes mening et af miraklerne i tilværelsen. Herunder så absolut filmkunsten.

Jeg elsker film over en forholdsvis bred kam, men mediets kunstneriske potentiale er mit pejlemærke. Min formidling er film, der gennem mit arbejdsliv er foregået på Institut for Kunst og Kultur, Københavns Universitet og i folkeoplysningsregi.

 

Marie Louise Kjølbye er foredragsholder hos FOF København

Marie Louise Kjølbye

Marie Louise Kjølbye fortæller om litteratur, så alle kan følge med. Hun er litteraturanmelder på Information, journalist, redaktør og mag.art. i nordisk litteratur fra Københavns Universitet. Hun har undervist på Københavns Universitet og fra 2014 på Folkeuniversitetet og hos FOF og LOF. Hun har desuden aktuel viden om hjerneforskning, som også bringes i spil.

 

Mona

Monna Dithmer

Mag.art. og anmelder af teater og dans på Politiken, samt ekstern lektor på Den Danske Scenekunstskole og på Performance Design på RUC.

 

Værd at vide

Programmet offentliggøres senest 14 dage før start. Ret til ændringer forbeholdes.

Information

Kalender

Dato Tid Sted Navn
1 Mandag 23.09.2024 12:30-14:30 Lyngby, Jernbanepladsen Flere foredragsholdere
2 Mandag 30.09.2024 12:30-14:30 Lyngby, Jernbanepladsen Flere foredragsholdere
3 Mandag 07.10.2024 12:30-14:30 Lyngby, Jernbanepladsen Flere foredragsholdere
Se alle Se færre

Flere foredragsholdere