Skip to content
Sommerhøjskole_25

Sommerhøjskole 2025 – Sameksistens

– Fire dage med samklang, sammenhold og samtaler

2025 er et år med store forskydninger. Donald Trump er tilbage i Det Hvide Hus. Vi rykker tættere sammen i Europa. Krigen i Ukraine fortsætter på fjerde år. Og én ting står klart: Vi kan ikke længere tage den fredelige sameksistens i Vesten for givet. Det stiller nye spørgsmål til vores nære og fjerne fællesskaber. Hvad binder os sammen? Hvad er vores værdier? Og hvad kan vi gøre for at beskytte dem?

Som altid på sommerhøjskolen belyser vi årets tema fra forskellige perspektiver – vi går helt tæt på, og vi tegner de store linjer. I år skal vi gå filosofiens, litteraturens og naturens vej. Vi skal tale om rigsfællesskabet og Grønland, om en kvindes eksil fra Ukraine, om et truet sammenhold på en lille, dansk ø. Med Lindegaarden som base vil vi gå i samklang med hinanden gennem foredrag, musik, samtaler og en heldagsudflugt.

I årets program vil du møde:

SteffenKretz
Steffen Kretz. Foto: DR.

Mød forfatter Steffen Kretz – Kampen om Grønland

Kampen om verdens største ø er skudt i gang med Donald Trumps trusler om at ville annektere Grønland. Hør DR-journalist og forfatter Steffen Kretz i et hyper-aktuelt foredrag, der vil gøre os klogere på den historiske, udenrigspolitiske krise, som har rystet sameksistensen i rigsfællesskabet. Hvad kan vi forvente med Trump ved magten, og hvilken effekt vil Trumps ekspansionsplaner få for Danmark, Grønland, NATO og verden?

thomasboberg
Thomas Boberg. Foto: Lars Gundersen.

Thomas Boberg – om Insula og Fejøfejden

Der blev rusket op i sameksistensen på Fejø, da forfatteren Thomas Boberg gik i land, købte et hus og udgav den anmelderroste roman Insula, der i år er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Boberg er stævnet af en af øboerne, mens andre øboere hylder ham for at føre en vigtig, livgivende debat til øen. Hør Thomas Boberg fortælle om den mest omdiskuterede roman i 2024, om omkostningerne ved at skrive og om autofiktionens berettigelse i en tid, hvor alle har ret til deres egen historie.

LeilaSherzai
Leila Sherzai.

Oplev Leila Sherzai – En operastjerne i eksil

Glæd dig til en eksklusiv og intim koncert og talk med den prisvindende, internationale operasangerinde Leila Sherzai. Sherzai er en af Ukraines mest profilerede operasangerinder og er lige nu i eksil i Danmark. Hør hende fortælle om, hvad det har betydet, at sameksistensen mellem Rusland og Ukraine er brudt sammen og hvilke konsekvenser krigen har haft i hendes eget liv. Samtalen er efterfulgt af en klassisk koncert akkompagneret af pianisten Semion Balschem.

jetetorp
Jette Torp.

I samklang med Jette Torp

'Vi sameksisterer på en højere klinge, når vi er samlet omkring musikken' - ordene kommer fra den karismatiske musiker og entertainer Jette Torp. I år kan du opleve hende på scenen til et rørende, personligt foredrag, hvor hun vil synge og fortælle historier fra sit eget liv. Jette Torp kommer vidt omkring musikalsk. Danske sange udgør en stor del af repertoiret, ligesom fællessang altid er en naturlig del af programmet. Jette akkompagnerer selv på både guitar og klaver.

Rasmus
Rasmus Hage Dalland. Foto: Sara Galbiati.

Samtale med forfatter og klimaaktivist Esther Kjeldahl og forfatter Rasmus Hage Dalland

Der er ingen planet B. How dare you? Forureneren betaler! Vi kender tidens slogans for klimaet, men når det kommer til handling, er danskerne splittede. Landmændene protesterer mod en forhøjet CO2-afgift, mens storbyeliten spiser plantefars og boycutter komælken. Hvordan sikrer vi sameksistensen mellem land og by, mellem fødevareproduktion og vild natur, mellem mennesket og planeten? Vi har inviteret initiator til Den Grønne Ungdomsbevægelse og Fossilfri Fremtid Esther Kjeldahl og forfatter Rasmus Hage Dalland til en samtale om den danske naturs fremtid. Kjeldahl er medforfatter til biodiversitetsmanifestet »Retfærdig Naturbevarelse« (2023) og forfatter til bogen »Vi er sammen om at mærke det« (2024) og Dalland er forfatter til bogen »Jordbundet – en rejse rundt i dansk landbrug« (2023).

mherbst
Martin Herbst. Foto: Rasmus Rønne.

Mød Martin Herbst – Kærlighedens kraft

Vi skal naturligvis også omkring livets største gåde, en kraft, der både splitter og holder alting sammen. Nemlig kærlighed. Bliv udfordret og inspireret når præst og forfatter Martin Herbst holder sit medrivende og tankevækkende foredrag om kærlighedens natur. For hvad er sameksistensens og kærlighedens modpol? Måske sagde Dostojevskij det godt: »Helvedet er lidelsen ved, at man ikke mere kan elske«.

xxxxxxxxxxxxx
Frederik Lindskov.

Heldagsudflugt med guide Frederik Lindskov

Vi inviterer på heldagsudflugt i bus med flere stop undervejs. Vi byder på frokost samt kaffe og kage.

Værd at vide

Du kan nu sikre dig en plads til FOF Københavns traditionsrige Sommerhøjskole i uge 25 på Lindegården i Lyngby, som har været udsolgt de sidste mange år. Vi glæder os allerede til at byde dig velkommen!

Vi tager forbehold for ændringer i programmet.

Information

Kalender

Dato Tid Sted Navn
1 Tirsdag 17.06.2025 10:00-15:00 Lindegaarden Undervisernavn på vej
2 Onsdag 18.06.2025 10:00-15:00 Lindegaarden Undervisernavn på vej
3 Torsdag 19.06.2025 09:00-17:00 Lindegaarden Undervisernavn på vej
Se alle Se færre

Undervisernavn på vej