Skip to content
svindelmaskinen

Danske fakturafabrikker, momskarruseller og organiseret svindel

Flere tusinde helt almindelige små og mindre danske virksomheder har de seneste 10 år betalt fiktive regninger ind i en svindelmaskine, der har kostet den danske statskasse milliarder af kroner. Selv renoveringsarbejde på politigården i København og byggeriet af Finanstilsynets nye hovedkontor er afregnet med fiktive fakturaer, hvor der aldrig er blevet betalt en krone i hverken moms eller skat.

svindelsag

Foredraget tager dig med ind i en række af Danmarks talrige fakturafabrikker og momskarruseller og forklarer, hvordan svindelmaskinen fungerer. Vi følger konkret hele den kriminelle kæde, der spænder fra de ofte socialt udsatte stråmandsdirektører, som lægger navn til fakturafabrikkerne, og hele vejen til en række bagmænd som har været aktive i mere end 20 år. Vi følger pengestrømmen fra de danske fakturafabrikker ned til store velrenommerede europæiske virksomheder, der med danske svindelpenge får betaling for varer, som de eksporterer til Iran, Irak, Syrien, Libanon og Libyen. Vi ser på nogle af virksomhedernes egne forklaringer på, hvorfor de accepterer at blive betalt med en pengestrøm fra f.eks. et ukendt dansk rengøringsselskab, et håndværkerfirma og en ganske lille maskinfabrik i Kolding.

svindelsag

Vi følger de kontanter, som bliver udbetalt i papirposer til en lang række af de samme virksomheder, der elektronisk overfører penge for fiktive fakturaer til fakturafabrikkernes bankkonti. Det er desværre for en stor dels vedkommende kontanter tjent på narkohandel.

Endelig sætter vi luppen på det uendeligt langsomt kørende danske retssystem. Vi ser på et eksempel med et fuldgyldigt Bandidos-medlem, som tilbage i 2019 i en såkaldt konkurskarantænesag ved retten i Roskilde erkendte, at han som direktør i et svindelselskab havde stået for banktransaktioner, der havde efterladt en ubetalt moms- og skatteregning på 39 millioner kroner. Straffesagen mod rockeren var i februar 2025 endnu ikke blevet indledt.

Vi kaster også et blik på de stadig mere sofistikerede metoder til at svindle den danske statskasse, hvor nye redskaber som kryptovalutaer, neobanker og noget så gammeldags som guldbarrer er en del af de kriminelles værktøjskasse.

svindelsag

NielsSandøe

Om Niels Sandøe

Niels Sandøe har arbejdet som graverjournalist i 25 år. Nomineret til Cavlingprisen fem gange, modtager af graverprisen FUJ, Publicistprisen og Erhvervsjounalistprisen. Medforfatter til bestsellerne Andre Folks Penge om Finanskrisen, Kammerherrens nye klæder om erhvervsmanden Fritz Schur samt senest Rede Penge – en bog om, hvordan Danmark blev hjem for momskarruseller, fakturafabrikker og organiseret svindel i milliardklassen.

Information

Kalender

Dato Tid Sted Navn
1 Onsdag 17.09.2025 19:00-21:00 Lyngby, Jernbanepladsen Niels Sandøe

Niels Sandøe