De seneste år har atomkraft igen fundet vej ind i debatten som en central teknologi i den grønne omstilling. Sol og vind er fremragende energikilder, men de er afhængige af vejret og tidspunktet på dagen. Derfor har vi brug for en stabil og vedvarende grundforsyning.
Her kommer ny kernekraft ind i billedet – nærmere bestemt de små modulære reaktorer (SMR), der anvender smeltet salt som kølemiddel. Denne teknologi spås at kunne revolutionere verdens energiforsyning i de kommende årtier – ikke mindst i forhold til elektrificeringen af udviklingslande.
MSR-teknologien (Molten Salt Reactor) tilbyder markante forbedringer i både sikkerhed og affaldshåndtering sammenlignet med traditionel atomkraft. Teknologien gør det muligt at genanvende gammelt atomaffald som brændstof, og det radioaktive restaffald kræver kun opbevaring i omkring 300 år – mod tidligere over 100.000 år.
Danmark er med helt i front på dette område, takket være innovative virksomheder som Seaborg Technologies og Copenhagen Atomics, der begge arbejder målrettet på at gøre denne teknologi til virkelighed.
Kom og få ny viden – og et opdateret perspektiv på en af de vigtigste teknologier i fremtidens energimix.
Jeg er elektroingeniør fra 1976, har arbejdet med industriel automation i 46 år og har i 30 år drevet egne virksomheder med speciale i automation til danske industrivirksomheder. Siden 2015 har området Ny Kernekraft været et særligt interesseområde. Mit fokus er omhyggelig vidensindsamling for at kunne levere information, du kan bruge i din stillingtagen til fremtidens energimuligheder.