Anna Melander er designer og underviser i plantefarvning hos FOF København og Nordsjælland. Hun er uddannet beklædningsdesigner og har arbejdet med bæredygtighed i mode og design i mange år. Plantefarver betyder noget helt særligt for Anna.
”Når man arbejder med plantefarve, kan man ikke bestemme resultatet hundrede procent. Det element af kaos, som det at arbejde med levende materiale skaber, sætter kreativiteten fri, og man slipper lidt af angsten for at fejle.”
Netop kreativitet er der masser af tid til, når Anna underviser i plantefarvning. Her er der plads til alle uanset forudsætninger, og det kan være en helt magisk oplevelse at følge plantefarvningens proces – uanset hvor mange gange, man har prøvet det før.
”Den historiske dimension i plantefarvehåndværket er vidunderlig. Den er med til at give en særlig dybde. Det kan næsten føles, som om der opstår en åbning i tid og rum, hvor alle farvere står samtidig i den samme karakteristiske duft af kogende rejnfan. Samtidig får man den vildeste gule farvetone frem.”
Til venstre: Rejnfan (tanacetum vulgare) eller guldknap er en 50-100 cm høj urt, der vokser langs veje og på skrænter og strandvolde. Den har en stærkt krydret lugt. Til højre: Japansk indigo (persicaria tinctoria) er en planteart fra bønnefamilien, som kan bruges til blå indigofarve. Den er meget potent, og selv små mængder skaber en kraftig farve.
Før Anna Melander begyndte at arbejde med plantefarvning, var hun ikke så glad for at arbejde med farver. Hun begyndte at farve med planter, hun fandt i naturen og i skraldespande og blev nærmest besat af at se, hvilke nye farver hun kunne frembringe.
”Måske gør kærlighed blind, men jeg oplever at farver fra planter har et andet lys og spil end andre farver. Jeg har hørt det forklaret med, at farver fra planter i modsætning til syntetiske farver indeholder mange forskellige farvekomponenter, og dermed giver mere komplekse farver.
I dag dyrker Anna også selv farveplanterne, og hun er med tiden også begyndt at udforske mere eksotiske naturlige farvekilder. I øjeblikket er hun vild med indigoen, som hun kalder den mest mystiske farveplante af dem alle.