Hver sommer tilbyder FOF København og Nordsjælland en lang række lærerige, sjove og udfordrende aktiviteter for både voksne, børn og familier. Der er noget for enhver smag! Sidsel Nybo Andersen deltog på et kursus i modellering og fik en oplevelse for livet.
Et sted i byen løfter et yogahold armene i vejret og begynder endnu en runde af solhilsner, mens en flok kursister i køkkenet på Humletorvet ifører sig forklæder, så de kan lære madlavning for begyndere. I Rosenborggade, lige ved Rundetårn, falder lyset fra ateliervinduerne på en keramisk skulptur, der forestiller en afklædt kvinde. Hun ligger på et leje, der er som taget ud af sin kontekst. Hun ser ud til at være døset hen, måske i en skyggeplet i græsset på en varm sommerdag.
Skulpturen tager form til FOF København og Nordsjællands sommerkursus i modellering fra model til skulptur, et ugelangt studie af den samme model i samme stilling. Kursisterne arbejder efter levende model, og der undervises i en klassisk opbygning af modelstudiet.
Det er Sidsel Nybo Andersen, der formgiver den slumrende kvinde. Hun bøjer sig over sit arbejde. Hun koncentrerer sig, idet hun justerer skulpturens former med sine redskaber. For anden sommer i træk deltager Sidsel på kurset.
»Det er en fantastisk måde at bruge en uge af sin sommerferie på. At lære noget, at blive bedre og så tilmed at komme hjem med et stykke kunst, man selv har skabt. Og så er det hyggeligt at møde de andre deltagere – det er fedt at dele erfaringer og teknikker med dem,« siger hun.
Sidsel nyder at være afsted for anden gang, fordi hun bringer sine erfaringer fra sidst i spil. Dertil kommer hendes glæde ved kursets underviser, Marianne Miller.
»Hun er fantastisk. Jeg synes, det er vildt, at man kan få adgang til så dygtige undervisere hos FOF København og Nordsjælland. Hun udfordrer mig, rykker mig og rådgiver på en lærerig måde. Hun gør, at jeg vil kreere mere og bedre. Det har jeg, i en alder af 47 år, aldrig oplevet før med nogen anden lærer.«
Marianne Miller er uddannet i klassisk skulptur fra Kunstakademiets Billedhuggerskole og har blandt andet udstillet på Charlottenborg og Den Frie. Når hun underviser, tager hun udgangspunkt i de grundlæggende, klassiske teknikker, der har været udgangspunkt for skulpturens tilblivelse i århundreder.
Det er netop den klassiske tilgang, der tiltrækker Sidsel Nybo Andersen. Tidligere har hun gået på et keramikhold, hvor hun lærte at dreje og modellere brugskunst.
»Jeg lavede dog ofte lidt anderledes – flippede ting – om man vil; skulpturer af dyr, trofæer som kunne hænge på væggen, bananer og den slags,« fortæller hun.
En dag under corona-lockdown gav hun sig til at modellere en buste af sin nevø, og hun blev opslugt af den klassiske modelleringsproces. Det gjorde hende nysgerrig på kurset i modellering – fra model til skulptur, hvor hun kunne lære de forskellige teknikker, at måle, at iagttage og meget andet.
»Jeg synes, det er fuldstændig fabelagtigt, at der findes tilbud som FOF København og Nordsjællands kurser. Tænk at man kan lære noget for sjov, for alvor eller som hobby, som man kan dyrke. Jeg kan på det varmeste anbefale et modelleringskursus. Det er simpelthen så tilfredsstillende at komme hjem med et stykke keramik, som du har arbejdet med i en uge.«
Se Sidsels mange smukke kreationer på instagramprofilen @clay_by_nybo.