Lis Wessberg

Lis Wessberg søger fællesskabet. I øvelokalet. I tourbussen. Og på scenen når hun, som en af Danmarks førende basunister, begejstrer både publikum og anmeldere.

Det var også længslen efter at være en del af et fællesskab, der tilbage i 1977 fik 10-årige Lis til at samle basunen op for første gang.

”Jeg spillede klaver og syntes, at det var frygteligt kedeligt og ensomt. Og så var det basunen, der var ledig i det harmoniorkester, jeg startede i.”

Hun tager en slurk af sin kaffe og fortæller grinende, at hendes arme var lidt for korte til basunen, så det første års tid måtte hun spille på en slags minituba med ventiler. Det var dog ikke så vigtigt på det tidspunkt.

”Det var fællesskabet, jeg søgte. Jeg elskede at spille i orkester og spille med andre. Det gør jeg sådan set stadigvæk. Jeg kan rigtig godt lide den sociale del i det.”

Mens hendes forældre regnede med, at hun på et tidspunkt ville skifte til klarinet eller tværfløjte, blev Lis gladere og gladere for trækbasunen. I dag føles instrumentet som en forlængelse af hende selv.

”Jeg kan simpelthen så godt lide basunen. Det er lidt som en stemme. At spille på den er som at synge for mig. Det er en indre stemme, der kommer ud gennem mit instrument. Jeg er vokset sammen med det på en eller anden måde.”

De gule hovedveje gennem tilværelsen

Når man hører Lis Wessbergs debutalbum »Yellow Map«, forstår man, hvad hun mener. Basunen er centrum på en plade, som henter inspiration fra mange genrer og verdenshjørner.

Gennem sin lange karriere har Lis Wessberg spillet på scener over hele verden og med et væld af forskellige artister – fra Shu-bi-dua til Ray Charles. Hun holder af brasilianske rytmer og lytter enormt meget til Mark Hollis fra det engelske band Talk Talk.

Kærligheden til mangfoldighed og rejser er til stede på hele albummet.

”Jeg kunne se, at jo mere jeg skrev, jo mere begyndte det at kredse sig om at rejse. Både indre og ydre rejser. Noget med at kigge på kort. Så alle titlerne på albummet har noget at gøre med det. Bevægelse. At rejse. At flytte sig. Og det synes jeg passede meget godt til et kort.”

Hun forestiller sig albummet som et kort, hvor sangene er de gule hovedveje. Hun siger sange, ikke numre, for det er sådan, hun oplever det at skrive til og spille basun.

”Alt, hvad jeg arbejder med, når jeg skriver og spiller, er linjerne. Det melodiske. Jeg skriver en sang – sådan tænker jeg det – jeg skriver bare ikke tekst til.”

Hun taler meget om linjerne – i rejserne, musikken og hendes egen vej gennem livet som musiker.

Musik handler om fællesskaber

Der er ikke mange kvindelige basunister i Danmark. På trods af øget fokus på kønsbalancen i musikbranchen, er der stadig lang vej igen. En statistik fra Koda, musikernes rettighedsorganisation, viser, at de i 2019 havde 19 % kvindelige medlemmer. Kun 10 % af deres samlede udbetalingsbeløb gik til kvinder.

Hos FOF København er mere end 65% af musikunderviserne kvinder og over 9000 kvindelige kursister var tilmeldt et musikhold denne sæson.

Det er et bevidst valg fra FOF Københavns side, som Lis Wessberg også bakker op om. Tidligere kunne hun ellers ikke se, hvorfor det var nødvendigt at tale så meget om diversitet på musikskolerne eller i musikbranchen. Men i løbet af de seneste år har hun skiftet holdning.

”I dag må jeg så sige, at der jo er nogle piger, der er kommet i gang på den konto. Og som har fået fællesskaber. Der ligger noget magisk i det med fællesskaber. Det kunne jeg også se, da jeg gik på konservatoriet. De mandlige studerende var lynhurtige til at danne dem, også fordi de var flere. Jeg stod tit meget alene. De havde nogle fællesskaber. De spillede sammen, hang ud sammen, lavede koncerter sammen. Det ku’ noget det der! Der ligger en hel masse i fællesskabet, som vi som kvinder i dag har fået et blik for. Det har noget power!”

Bevidstheden er også kommet med alderen. Rejserne. Indsigten i andre miljøer. Hun drømmer om, at den mangfoldighed, hun ser i samfundet, bliver afspejlet i kunsten. Ikke kun når det gælder køn, men også på mange andre fronter.

”Jeg synes, det er vigtigt at have en bred repræsentation af det samfund, vi lever i. Hvis der er nogle mekanismer, der gør, at der er nogle spændende kunstnere, som ikke kommer til orde, så mister man jo noget. Så er der noget fantastisk kunst, som vi ikke får set. Det gælder jo i alle livets forhold, hvor der er nogle stemmer, der ikke bliver hørt. Det skaber et pauvert samfund. Jeg mener, at jo flere stemmer, der bliver hørt, jo mere udviklede er vi. Jo mere mangefacetteret et samfund får vi. Så for mig handler det ikke kun om kunst, det handler om det liv, vi lever, og at vi interesserer os for de mennesker, vi omgiver os med og de kvaliteter og kompetencer de har.”

Ligesom FOF København forsøger Lis Wessberg at inspirere dem, der har lyst til at udforske musikken. Hun mener, det er vigtigt med mange forskellige rollemodeller fra alle lag af samfundet. Derfor holder hun også meget af folkeoplysningstanken. Hos FOF København ser hun nemlig grundlaget for at skabe fællesskaber, som det hun selv opsøgte for mere end 40 år siden.

”Jeg synes virkelig, det er vigtigt at have fokus på fællesskaber. Jeg er 100 % overbevist om, at det er derfra, at musikglæden udspringer. For når man er sammen, er der også nogle barrierer, der forsvinder. Det er jo det, folkeoplysningen kan, og det er det smukke ved den. Uanset om du er mand, kvinde, hvilken etnicitet du har, om du er dyrlæge eller damefrisør, så kan du mødes i musikken."