Når du lærer et nyt sprog, åbner der sig et vindue til en helt ny verden.
Af Birgitte Ehrhardt, franskunderviser hos FOF København.
Fransk har ry for at være et smukt, men også et svært sprog! Eller det siger man i alt fald.
Når jeg fortæller, at jeg underviser i fransk, siger folk ofte: "Ih, jeg har altid haft lyst til at lære fransk. Men det er aldrig blevet til noget. Og nu er det for sent. " Eller: "Det er nok også for svært – al den grammatik...."
Det er aldrig for sent at lære et nyt sprog. At fransk skulle være så svært, det passer heller ikke. Fransk er ikke sværere end andre sprog. Det er i alt fald lettere end dansk.
Det er til gengæld vigtigt med lidt forventningsafstemning, når man som voksen kaster sig ud i sådan et projekt: Hvorfor vil du gå til fransk? Hvad håber du at få ud af det? Er du parat til at gøre en indsats?
Forventer du, at kunne oversætte Karen Blixens novelle »Sorg-Agre« til fransk efter en enkelt sæson på aftenskolen? Ja, så bliver du med garanti slemt skuffet. For det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre!
Håber du derimod på, at du efter den første sæson har lært nok fransk til at kunne købe ind på et marked eller bestille en god frokost – så er der stor sandsynlighed for, at du når i mål. Og har mod på en sæson til.
Drømmer du om at lære fransk helt uden grammatik, bliver du også skuffet. I hvert fald hvis du vil lære det hos mig! At ville lære et nyt sprog uden at åbne en grammatikbog er som at ville bygge hus uden et fundament. Det holder ikke!
Du er nødt til at vide, hvorfor du siger, som du gør. Ellers ender du med kun at kunne ganske få sætninger, du kan ikke danne dine egne, og du forstår ikke, hvad andre siger.
Tror du, at du kan lære fransk uden at læse lektier, bliver du også klogere! Som alle andre nye færdigheder skal der gøres en indsats. Du er nødt til at arbejde med stoffet – ellers rykker det ikke. Det er som at stå på ski: Før du kan suse ned af de sorte løjper, skal du have styr på teknikken. Der skal træning til.
Nogle vil sige, at det er spild af tid at lære fransk – nu hvor flere og flere franskmænd forstår engelsk. Sådan kan man godt se på det. På samme måde kunne man sige, at udlændige her i Danmark ikke behøver at lære dansk, fordi vi danskere er så gode til engelsk. Men det argument vil de færreste danskere skrive under på.
Vi ved udmærket, at det er svært at være udlænding i Danmark, hvis man ikke kan sproget. Man klarer sig – nogle klarer sig endda fint. Men man går glip af en masse sjove og relevante facetter og detaljer.
Danskerne taler dansk – både på arbejdspladsen og privat. Forstår man ikke sproget, føler man sig udenfor. Sådan forholder det sig også i Frankrig og andre fransktalende lande.
Her vil mange sige: Hvad sagde jeg? Bøje verber, træne udtale og læse lektier! Vor herre bevares. Det lyder godt nok tungt. Og det lyder i alt fald virkelig kedeligt!
Nu er det jo ikke læreren, man skal spørge, om undervisningen er kedelig – det er eleverne! Mine er ofte søde og siger, at det er sjovt gå til fransk. Nogle synes vist lige frem, at det er en fest!
For godt nok bøjer vi verber og træner nasallyde, men vi laver jo også andet. Vi snakker om den nye franske film i Grand Teatret. Om den nye franske bager på Amager. Om hvor i Frankrig man laver osten Comté – og hvor man drikker Pernod? Om franske bøger, vindistrikter, pandekagens historie, Edith Piafs kærlighedsliv og De Gule Veste.
Mit nuværende hold er et begynderhold, så noget foregår naturligvis på dansk. Men meget af tiden taler vi faktisk fransk. Vi laver mange fejl. Vi savner ord, og vi går tit i stå. Eller kommer til at sige noget helt andet end det, vi troede, vi sagde. Men vi griner også meget. Og vi tør mere og mere. Og bliver bedre og bedre uge for uge!
Selv om jeg har undervist i mere end 20 år, elsker jeg stadig at undervise. Det er et privilegium at have et arbejde, der er så berigende og så sjovt. Og hvor du møder så mange søde og spændende mennesker.
Forleden satte jeg for eksempel punktum for forårssæsonen på et af mine hold. Med på vejen fik jeg den smukkeste buket og de sødeste ord. Alle havde taget lækkerier med. Og som om det ikke var nok, fik jeg også en sang!
To af eleverne havde skrevet en sang om franskundervisningen og noget af det, vi havde oplevet sammen i sæsonens løb. Man kunne kalde det "en ode". På fransk vel at mærke! De havde skrevet teksten, sat musik til, indsunget og optaget den i bedste Leonard Cohen stil – med deres dybe stemmer, vers efter vers. Og fået en sanger fra Det Kgl. Teater til at indsynge omkvædet.
Alle franskhold er forskellige – det er noget af det, der gør det sjovt at være lærer. Ind imellem kan man lige frem føler sig forkælet. Men den der helt særlige stemning, der kan opstå på nogle hold, den er ikke skabt af læreren – selv om man som lærer kan fristes til at tro det. Den er skabt af eleverne!
Nogle af mine elever falder naturligvis fra undervejs: Arbejde, småbørn, dårlige chefer og modvind på cykelstien får nogen til at lægge franskbogen væk.
Det er selvfølgelig ærgerligt, men jeg tænker, at de alligevel tager noget positivt med sig. Noget af det sundeste, vi mennesker kan foretage os, er jo at le. Og grine, det gør man altså, når man går til fransk!
