Skip to content
Forberedt på fødslen FOF

Forberedt på fødslen med afsæt i kroppen – workshop med partner

Forberedt på fødslen med afsæt i kroppen – workshop med partner

Vi mødes til en 3,5 times workshop med jeres kommende fødsel som omdrejningspunkt. Her vil vi fordybe os i, hvad der kan støtte, lindre, berolige og stimulere undervejs i fødslen – både i udvidelsesfasen og i pressefasen. I får viden, redskaber og strategier, så i bliver klædt på som det bedst mulige team sammen under fødslen.

Workshoppens indhold tager afsæt i de kropslige redskaber og værktøjer, man kan savne, hvis man udelukkende har modtaget teoretisk oplæg på fødestedet eller information online. Workshoppen kan derfor ses som et essentielt praktisk supplement til den teoretiske forberedelse, jeres fødested tilbyder.

Teoretisk viden kan give tryghed og overblik mentalt, men under en fødsel er det kroppen der arbejder – og viser vejen. Derfor er det afgørende at lytte til kroppen og at kunne handle på de behov, der opstår undervejs i fødslen. Særligt hvis den første del af fødslen hjemme varer længe.

At være klædt på med redskaber sammen med sin fødselspartner er afgørende for, at I begge kan føle jer forberedte og hvile i hver jeres roller. På denne måde kan I gå trygt ind i fødslen med de kropslige erfaringer, I allerede har gjort jer på forhånd i forhold til, hvad der potentielt kunne fungere for jer.

På workshoppen får I bl.a. viden om

  • Et simpelt overblik over fødslens faser
  • Smertens fysiologi – hvad er ve-smerter, og hvad kan I selv gøre før og under fødslen, så oplevelsen af smerter mindskes
  • Bevægelsens betydning under fødslen – for den fødende og for barnets vej gennem bækkenet

Til brug i praksis i udvidelsesfasen

  • Hvordan fødselspartneren med tryk, massage og berøring kan påvirke den fødendes egne ve-stimulerende og smertelindrende hormoner
  • Afprøvning af forskellige hensigtsmæssige udvidelses-ve-stillinger, og hvad I kan gøre i pauserne mellem veerne
  • Hvordan partneren kan støtte den fødende i at bruge sin vejrtrækning under veerne
  • Hvordan partneren kan hjælpe den fødende til at afspænde ved hjælp af rebozo-massageteknikker

Til brug i praksis under pressefasen

  • Hvad gispeteknik er, og hvordan partneren kan støtte til brug af denne ved evt. tidlig pressetrang eller for at holde igen til slut i fødslen
  • Om den bedste støtte til den fødende i arbejdet med at presse – vi afprøver her forskellige presse- og fødestillinger

Undervisningen veksler mellem oplæg og øvelser, som I prøver i praksis, og spørgsmål og samtale både parvis og i plenum. Stemningen er nærværende, tryg og uhøjtidelig med plads til at være jer, til de spørgsmål, I har med, og som måtte opstå undervejs.

Workshoppen er både relevant, hvis du skal føde hjemme og på et fødested, og du kan have både din kæreste eller anden nær person med som fødselspartner.

Det kan anbefales at deltage fra tredje trimester, men alle er velkomne, hvor end du er i graviditeten, og uanset om du har prøvet det før, eller om dette er din første gang.

Medbring

Vær begge iført behageligt tøj, I kan bevæge jer i, og medbring gerne eget rebozo-tørklæde, hvis I har (ellers vil I kunne låne et tilpasset lagen til formålet).

Værd at vide

Prisen dækker den gravide samt fødselspartneren. Der er plads til max. 8 par.

En tidligere kursist hos Rikke skriver:

“Jeg ville ikke have været foruden denne workshop med min partner. Det gjorde mig så rolig, at vi begge havde set og prøvet de forskellige redskaber før og vidste, hvad vi kunne gøre for 'at ride på smerterne' – for tro mig, de er en del af pakken ;) Min jordemoder sagde, at hun godt kunne mærke, at vi kom velforberedte og fokuserede, og det vil jeg gerne takke dig for, Rikke. Totalt god forberedelse til kroppen på mit livs mest vanvittige, hårde, smukke og fuldstændig fantastiske oplevelse, som en fødsel er.”

Babyleg på et barselshold ved FOF København

GRAVID OG BARSEL

Se alle aktuelle kurser