Naturen er i konstant forandring – et kredsløb af vækst, forfald og genfødsel. På samme måde formes vores kroppe af de erfaringer, vi gør os, og den verden, vi bevæger os i. På dette skrivekursus vil vi udforske naturen – ikke som en baggrund, men som en levende medspiller, vi sanser, bevæger os i og indgår i relation med.
For filosoffen Heidegger er Befindlichkeit en måde at forstå, at vores eksistens ikke er neutral eller objektiv – vi er altid i en bestemt sindstilstand, der farver, hvordan vi oplever verden. F.eks. kan vi være angste, rolige, nysgerrige eller melankolske, og disse stemninger afslører noget om vores væren-i-verden (Dasein).
På kurset vil vi reflektere over menneskets plads i naturen og skrive tekster. Vi arbejder aktivt med kroppen som et sanseapparat og lader associationerne flyde frit. Kan naturens bevægelser og forandringer give form til vores indre oplevelser og erfaringer? Kan flodens strøm minde om et åndedræt, stormen om en uro og vinteren om udmattelse og depression. Naturen og kroppen er begge fortællere, der mødes i sproget.
Vi veksler mellem at arbejde ude og inde, så husk at klæde dig på efter vejret. Ud over at skrive og sanse dykker vi ned i tekster og digte, der skildrer naturen på vidt forskellige måder. Vi reflekterer over forfatterens rolle og undersøger, hvad det vil sige at skrive i samspil med verden omkring os.
Kurset har ikke et fast ideal for, hvad god litteratur er – det er et trygt og præstationsfrit rum, hvor du kan skrive frit og eksperimentere med dit udtryk. Du behøver derfor ikke begrænse dig til naturen som tema, men kan lade din skrivning tage de veje, der føles meningsfulde for dig.
Dato | Tid | Sted | Navn | |
---|---|---|---|---|
1 | Mandag 30.06.2025 | 13:00-17:25 | FOF Huset, Ordrup | Camilla Hornung |
2 | Tirsdag 01.07.2025 | 13:00-17:25 | FOF Huset, Ordrup | Camilla Hornung |
3 | Onsdag 02.07.2025 | 13:00-17:25 | FOF Huset, Ordrup | Camilla Hornung |
4 | Torsdag 03.07.2025 | 13:00-17:25 | FOF Huset, Ordrup | Camilla Hornung |
Se alle Se færre |