Drømmer du om at give dit tøj nyt liv – med nål, tråd og kreativitet? På dette hyggelige begynderkursus får du en introduktion til broderi og visible mending, hvor vi kombinerer håndværk, bæredygtighed og fordybelse. Gennem fælles øvelser og individuel vejledning lærer du at dekorere og reparere både vævet stof og strik med enkle, smukke sting. Det handler ikke om at nå i mål, men om at finde ro i processen – og tage hjem med nye teknikker og inspiration.
Gennem fælles gennemgang og en-til-en-vejledning lærer du at brodere, så du kan dekorere og reparere både vævet stof og strik (visible mending). Det bliver en hyggelig dag, hvor vi kommer helt ned i gear. Afhængig af tempo kan det ikke garanteres, at du står med et færdigt resultat efter kurset. Kurset skal derfor ses som en introduktion, der gør dig i stand til at fortsætte hjemme.
Program
- Oplæg om genbrug, produktion af beklædning og underviserens erfaring fra mode- og tekstilbranchen som designteknolog og tekstilformidler.
- Introduktion til grundlæggende materialelære.
- Øvelse: Basale broderisting (kontursting, stikkesting, franske knuder m.m.).
- Øvelse: Broderi som motiv. Vi broderer et kirsebær.
- Øvelse: Visible mending herunder scotch darning til strik og lærredsstopning til vævet stof.
- Fri leg. Fortsæt øvelser eller reparer/dekorér dit medbragte tøj.
Værd at vide
Du skal selv medbringe og betale udgifter til materialer. Kurset er for begyndere, der gerne vil lære at brodere og reparere.
Medbring
Til øvelserne:
-
Broderiramme, Ø12 cm (fx Søstrene Grene),
- Broderigarn af bomuld,
- Prym broderinål, spids str. 18-22 (fx Selfmade),
- Nåletrådere (de går let i stykker),
- Forsvindingstusch, som forsvinder med vand,
- Tegneredskaber og papir (gerne en tynd kuglepen),
- Madpakke, kop, snacks og noget at drikke.
Efter eget behov:
- Uldbroderigarn og nål uden spids, hvis du vil reparere uld.
- Vandopløseligt stof og knappenåle (fx Selfmade), hvis du vil brodere på mørkt stof.
- Briller, hvis du bruger dette normalt.
- Tøj, du vil reparere eller dekorere (de blå franske arbejdsjakker er rigtig gode til formålet).
- Stoppeæg og en madelastik, hvis du vil stoppe strømper.
- Broderiramme, Ø8 cm, hvis du vil brodere på ærmer.