Vi læser aktuelle bøger, en bog til hver mødegang. Romaner og noveller samt litterære klassikere og glemte perler... vigtigst er lysten til at forbløffes og dele læseoplevelsen med andre.
Vi dykker også ned i, hvordan det enkelte værk giver os både en sanselig, psykologisk og intellektuel oplevelse som læsere.
De første bøger i denne sæson er allerede valgt af sidste sæsons deltagere. Se nedenfor. Og bøger til resten af sæsonen vælger vi i fællesskab.
Pige, Kvinde, Andet følger tolv vidt forskellige, men indbyrdes forbundne karakterer og deres liv i England. Dramatikeren Amma har endelig fået en forestilling sat op på The National Theatre efter i årtier at have været dømt ude som værende marginal sort, lesbisk kunstner. Denne premiere får trådene til at mødes for et væld af minoritetskvinder og sætter spot på deres problemer i livet. Alle søger de efter noget – en fælles fortid, en meningsfuld fremtid, nogen at elske. Eller måske bare et lille glimt af håb.
Hvordan kommer man ud af mørket, eller gør det så tyndt, at man kan se igen? I en lejlighed i byen bor en 57-årig kvinde. Hendes børn er flyttet hjemmefra, hun bor alene og sover ofte under sofabordet. Hun er ramt af PTSD efter en stærkt traumatisk oplevelse, der trækker andre voldsomme livserfaringer op til overfladen, og hun øver sig og kæmper med hjælp fra sine veninder, børn og psykolog.
En lille pige sendes i pleje på en gård i Irland. Væk fra hjemmets mange søskende og fattigdom. På gården mødes hun af en varme og omsorg, hun ikke har oplevet før. Men da en familiehemmelighed kommer for dagen, opdager den lille pige dog, hvor skrøbelig denne nyfundne ro og accept er.
Et hastigt glimt af den unge pige Macabéa på gaden i Rio de Janeiro er nok til at forfatteren Rodrigo S.M. bliver besat. Han kredser om hendes skikkelse og historie og forsøger at indfange og fortælle om hendes usynlige liv i den store millionby. Med sin helt egen dragende skønhed, poesi og humor fortælles Macabéas historie – og historien om dens fortæller, som forsøger at berette hendes liv.
En poetisk skæbnefortælling om naturens kræfter og livets store spørgsmål. Historien foregår for hundrede år siden på vestkysten af Island på en isoleret fiskeplads inde i en lille fjord omgivet af høje fjelde. Baldur og Drengen er to unge gutter, der i "Himmerige og helvede" har forladt fastlandet på Island for at tage med fiskerne ud. Der skal tjenes penge og selvom det kan virke dumdristigt ikke at have fuld fokus på fiskeriet, så er det, hvad der er tilfældet for Baldur og Drengen, der driver alle til vanvid med deres trang til at læse. Ude på det iskolde hav venter alle i den bidende kulde på, at fiskene bider på krogen.
Fortsættelsen til romanen Indtil vanvid, indtil døden. Historisk roman om 2. verdenskrig. Harriet vender tilbage til København nedbrudt på krop og sjæl. Hun forsøger at finde sit ståsted i det besatte Danmark og skabe et acceptabelt liv for sine små drenge. Men det er ikke nemt med hendes mands tyske relationer.