De officielle danske klimakostråd anbefaler at vi spiser 100 g bælgfrugter om dagen, men det kniber med inspirationen for de fleste danskere, der i gennemsnit spiser 2 g om dagen. Bælgfrugter har et højt indhold af protein, kostfibre, vitaminer og mineraler og har samtidig et lavt klimaaftryk.
På dette hold skal vi rundt om bælgfrugterne på tre aftener, hvor hver aften er dedikeret til hhv. bønner, linser og ærter. Vi skal lave alverdens retter af bælgfrugter, såsom gryderetter, pastaretter, brød, dips, snacks, desserter og meget mere.
Kan du variere en hel buffet med kidney-, lima-, cannellini- og edamamebønner samt sorte og hvide bønner? Du får inspiration til hvordan hele måltider kan sammensættes, når vi laver forskellige retter som gryderetter, spreads og kager.
Kender du til puy-, beluga-, grønne og røde linser? På dette kursus lærer du de forskellige linser at kende, når vi skal lave en hel buffet bestående af bl.a. grøntsagsfrikadeller, brød og desserter.
Mød den klassiske grønne frostært, gule og grønne flækærter, kikærter og Ingrid ærter, når vi samler en buffet af bl.a. supper, salater og snacks. Få viden og inspiration til at inddrage flere ærter i din mad.
Kurset er for alle, og du behøver ikke at være rutineret i at lave mad i forvejen. Efter madlavningen går vi til bords sammen, hvor vi nyder og smager resultatet!
Forklæde, karklude, viskestykker og 2-3 bøtter til evt. rester.
Råvarer er inkl. i prisen. Af hensyn til planlægning og indkøb lukkes madkurser for tilmelding ca. 7 dage før kursusstart. Tilmeld dig derfor gerne i god tid, så du er sikret en plads.