Find vej i champagne-junglen blandt gode og mindre gode huse og importører, og bliv guidet frem til nogle af de aktuelt allerbedste champagne-huse og -bønder.
Al champagne har bobler, men det er absolut ikke alle champagner, der er gode – og der er store forskelle på kvaliteten hos de mest lysende stjerner på champagne-himlen og jævne champagner fra supermarkeder eller små bønder, der markedsføres som gode, blot fordi de er små. Prisforskellen på gode og jævne champagner behøver ikke at være stor, ja, de kan reelt koste det samme.
Champagne-forbruget er vokset betydeligt de seneste 10 år – og især efter corona-krisen i 2020 og 2021. Danskerne drikker nu mere end to mio. flasker ’rigtig’ champagne om året, og champagne udgør 25% af den samlede import af mousserende vine.
Mange har fundet ud af, at der ud over de store champagne-huse som Moët & Chandon, Veuve Clicquot, Bollinger, Roederer, Pommery osv. findes masser af mindst lige så spændende og gode champagner fra små bønder/domæner. I modsætning til de store huse laver man her champagne af egne druer, som man har dyrket selv. Og i takt med interessen har vi set en knopskydning af små importører, der har specialiseret sig at finde små bønder/domæner, der ofte markedsføres som om de laver fantastiske champagner bare fordi de er små og sammenlignes med kult-bønder som Jacques Selosse, Egly-Ouriet, Vilmart, Vouette et Sorbée, og hvad de bedste ellers hedder.
For at sige det lidt firkantet, er det ikke alle de små champagne-bønder, der dukker op på det danske marked, der er lige gode, uanset de får meget ros af importøren selv, ’at der lige var et lille restparti’ og at champagnen markedsføres som ’månedens champagne’ i et abonnements-medlemskab.
Vores faste foredragsholder Jesper Hedegaard, der over de seneste 30 år har været i distriktet Champagne mere end 40 gange og altid søger efter de nye stjerner i området.
Bliv guidet frem til, hvad god champagne er, hvordan den skal smage, de forskellige stilarter for champagne (blanc de blancs, blanc de noirs, rosé, vintage, prestige og hvordan man bedst muligt finder frem til de bedste champagne-oplevelser uden at skulle smage sig igennem en masse kedelige champagner.
Der bliver smagt gode champagner, der ikke nødvendigvis behøver at koste det samme som Krug, Cristal og Dom Pérignon, ligesom der bliver ’name-droppet’ nogle af tidens ’hotteste’ bønder og domæner, så deltagerne selv får inspiration til at finde andre gode champagner end dem, der smages.
Vi kommer naturligvis også omkring den tekniske fremstillingsmetode og forsøger at give svarene på, hvad der adskiller de bedste champagner fra de mere almindelige.
Der smages i alt syv champagner.