Over tre aftener smager vi i alt cirka 18 forskellige vine og får en større forståelse for hvordan man smager og bedømmer vin, hvordan de enkelte druer smager, og hvor forskelligt de smager afhængig af land og distrikt. Vi gennemgår de klassiske distrikter, »smager dem« og beskriver dem. Hertil kommer emner som smageteknik, vinifikation, korrekt servering og opbevaring. Kurset henvender sig til såvel den nysgerrige begynder som den letøvede vinsmager, der vil lære at gå systematisk til værks.
Hvidvine står generelt lidt i skyggen af rødvine. God hvidvin kan imidlertid være ligeså spændende som god rødvin, men det kræver noget viden at finde frem til det. Af vintyper smager vi både, tørre, søde og mousserende hvidvine og af druer smager vi bl.a. riesling, chardonnay og sauvignon.
Der er stor forskel på de vine der produceres i Europa, og dem der laves i fx Chile, Argentina og Australien (selvom de er lavet på tilsvarende druer). Vi gennemgår, smager og bedømmer i første omgang de klassiske europæiske lande og distrikter.
Oversøiske vine er vundet stærkt frem de seneste årtier – men hvorfor? Er de bedre – eller bare bedre »value for money«? Vi gennemgår de mest kendte oversøiske vinlande og distrikter og smager vinene derfra.