Kom til en aften med qigong og lydhealing med tibetanske klangskåle og krystalskåle.
Kl. 19.00: Efter en kort intro om qigong med Pia Hagensen vil vi lave lette qigong-øvelser til lyden fra klangskåle.
Kl. 20.00: Susan Haugen fortæller om klangskålene, hvorefter du lægger dig på din måtte og slapper af til klangskåle-healing.
Qigong er en blid, men samtidig kraftfuld form for bevægelse. Det er en rolig træningsform, som har sin oprindelse i ældgammel kinesisk bevægelses kunst. Her opbygges livskraften (qi), som løsner og forbedrer kroppens energiflow. Dine muskler trænes igennem ved blide stræk, og du opnår bedre balance og bevægelighed. De rolige bevægelser virker afstressende og hjælper os til bedre søvn og bidrager til et større overskud med mere energi og større nærvær i hverdagen.
De tibetanske klangskåle er forarbejdet i Nepal. Skålene består af en legering af syv metaller. Syv af skålene er fuldmåneskåle, der korresponderer med de syv chakraer. Klangskåle har en healende påvirkning med toner, der giver dig indre ro, balance og harmoni i krop, følelser og tanker.
Pia Hagensen er uddannet qigong-instruktør ved Qigongzen Academy og har dyrket qigong gennem en årrække.
Susan Haugen er uddannet zoneterapeut, access bars-behandler, theosis-healer og klangskåle-lydhealer.
Aftenen henvender sig til alle interesserede – begyndere som øvede.