Hvert år oplever mange ældre indlæggelser som følge af faldskader. Derfor er det afgørende at opretholde en aktiv livsstil for at forebygge sådanne skader. Formålet med træningen er at hjælpe seniorer med at få en bedre balance og dermed kunne bevæge sig mere frit samtidig med, at man forebygger faldskader.
Salsaen indebærer unikke og sensuelle bevægelser, der styrker og smidiggør området omkring hofter og bækken. Denne motionsform giver også muskelstyrke i ben og ankler, hvilket forbedrer balanceevnen. Samtidig træner salsamotion koordinationen og hjælper med til at få de to hjernehalvdele til at arbejde sammen. Derudover er det utroligt sjovt at danse salsa, chachacha, mambo og mange andre dansestile!
Flere undersøgelser har vist, at dans kan forsinke demens og Alzheimer og desuden hjælpe Parkinsonpatienter. Derudover kan dans også være medvirkende til at fremme udviklingen af sociale relationer, hvilket bidrager til at opretholde et godt mentalt helbred i seniorårene. Så vil du også være med til at udforske de mange fordele ved salsa, chachacha, mambo og andre danseformer samt mærke, hvad disse danse gør for dig og din krop?
Vi starter med at lære de grundlæggende trin og tilføjer gradvist armbevægelser samt små variationer i trinnene. Alt dette sker til den skønne og inspirerende cubanske musik. Du behøver ikke at have danset før. Alle kan lære at danse!