Skip to content
Rundvisninger og ture hos FOF København

Fra Nørrebro til Nordvest

Det internationale magasin Time Out har kåret Nørrebro til verdens ’hippeste’ bydel, som ligger foran Barcelona, New York og Paris! Bydelens tidligere skammekrog, Bazargrunden, hedder nu Mimers Plads og emmer af selvtillid med metrostation, studieboliger og et japansk inspireret hus til bydelens kampsportsklubber.

Vi starter turen ved skulpturen »Nørrebros Hjerte« ved Nørrebroparken og den Røde Plads på BIGs »Superkilen«. Herfra går vi til Mjølnerparken, der netop nu omdannes med penthouselejligheder på taget, studieboliger i gården og pulserende handelsstrøg ud mod gaden. Vi passerer Mimers Plads, den gamle Lygten St. og det spritnye Kampsportens Hus.

Vi ser det prisbelønnede boligkompleks »Emaljeparken«, spektakulære lejeboliger af BIG på Dortheavej, ISS-grundens »Demokratigarage« og Cobes bibliotek, der ligner stablede bøger. Pladsen foran biblioteket blev i 2017 kåret som Danmarks bedste plads, og i pladsens bagerste hjørne finder man såmænd indgangen til Ungdomshuset.

Vi slutter turen ved boligforeningen Mønten, hvor Nordens største gavlgalleri med 16 enorme malerier nu står færdig. Her finder vi nogle af verdens bedste street artists som Lady Aiko, HuskMitNavn, Mikael B og Victor Ash.

Værd at vide

Mødested: Ved skulpturen »Nørrebros Hjerte« ved Nørrebroparken, som ligger ud til Nørrebrogade 210, 2200 København N.

Slutsted: Rentemestervej – nær busstoppested (bl.a. linje 68 og 21).

Varighed: 2,5 timer.

 

Information

Kalender

Dato Tid Sted Navn
1 Fredag 10.05.2024 14:00-16:00 V. skulpturen Nørrebros Hjerte Frederik Lindskov
Foredragsholder

Frederik Lindskov

Uddannelse: Jeg er uddannet cand.mag. i filosofi og har en BA i kunsthistorie.

Andre faglige kvalifikationer: Min særlige faglige indsigt er i filosofi og kunsthistorie. Herudover er jeg selv udøvende billedkunstner, opfinder/konceptudvikler og selvstændig erhvervsdrivende. 

Undervisningserfaring: Jeg har efterhånden en del erfaring som underviser ved FOF, i privat regi, ved kunstforeninger og generelt fra sit virke som selvstændig foredragsholder.

Andet: Jeg har en permanent udsmykning af Kavalergården ved Bernstorff Slot samt udsmykning af danske asylcentre, bl.a. i Avnstrup, og har derudover haft flere kunstudstillinger. Tidligere har jeg været formand for Kunstnernes Efterårsudstilling.