Vi skal besøge det naturskønne og idylliske Brede lidt nord for København, hvor de prægtige hvide bygninger står tilbage og vidner om en storhedstid i og omkring den tidligere Brede Klædefabrik, der i dag er Danmarks største fredede industrianlæg. Efter en længere guidet tur i Brede slutter vi af med en velfortjent frokost på Brede Spisehus.
Brede opstår langs Mølleåen, hvor der siden middelalderen har ligget møller, fabrikker og industri, der gennem tiden har forarbejdet korn, krudt, kobber og klæder ved hjælp af vandkraft. I 1832 flytter fabrikant Johan Carl Modeweg sin klædefabrikation fra København til anlægget i Brede, og i de følgende årtier opbygger han én af landets førende tekstilfabrikker og opbygger det lille fabrikssamfund. Det er en del af disse bygninger, den smukke park og Brede Dam ved Mølleåen, som vi skal opleve på vores tur rundt i Brede, mens vi finder svar på, hvordan det var at leve i det lille fabrikssamfund.
Vi undersøger spørgsmål som: Hvor kommer det kinesiske lysthus i parken fra? Og er maden på Spisehuset anno 2024 bedre end i 1800-tallet?
Turen afsluttes nemlig på allerbedste vis med en frokostanretning på Brede Spisehus.
Glæd dig til en dag fyldt med oplevelser, som du ikke vil gå glip af.
Arrangementet inkluderer guidet rundvisning i knap 2 timer og derefter frokostanretning med 3 serveringer, brød, smør og vand på Brede Spisehus.