Udendørs på dækket af Peder Skram vil du bl.a. høre om Batteri Sixtus, om Holmens hovedkvarter Under Kronen og om skulpturen af Thorvald Bindesbøll til minde om Slaget på Reden 2. april 1801.
Foto: Marianne Bentzen.
Gennem to særomvisninger besøger vi skibene på Holmen, hvor vi oplever Danmarks ældste koldkrigsmuseum. Vi kommer ombord på den imponerende fregat Peder Skram, hvor vi skal op og ned mellem dækkene og får et samlet indblik i det liv, Søværnets besætninger levede, når de bemandede skibene. Vi får også alle røverhistorierne, ser maskinrummet og prøver at sidde i styrehuset.
Foto: Marianne Bentzen.
Dernæst skal vi ned i det danske søværns sidste operative ubåd, Sælen, og udforske de trange omgivelser, mens vi bl.a. hører om ubådens dramatiske historie.
Så kom med til en spændende dag med op til flere rundvisninger på Nyholm.
Arrangementet inkluderer særrundvisninger med besøg ombord på Peder Skram og ubåden Sælen. Turen er ikke egnet for gangbesværede grundet mange smalle trapper ved besøg i materiel, og for nogle kan det også virke klaustrofobisk.
Vær opmærksom på, at på grund af forsvarets skærpede adgangsbetingelser til området, kan vi ikke frit gå på opdagelse på området, men som gæster til museet kan man dog køre ind på Nyholms militære område, hvor der er gratis parkering på dagen på A.H. Vedels Plads.