Skip to content
Tag med på rejse til Gotland med FOF Nordsjælland

Kulturrejse til Gotland – interesseliste

Kulturrejse til Gotland – interesseliste

Tag med på en rejse til kulturperlen Gotland, Sveriges største ø, med middelalderbyen Visby og de maleriske rauker.

Ønsker du at få yderligere information om rejsen til Gotland i maj 2025, så kan du tilmelde dig interesselisten eller skrive til fagkonsulent Maiken Forslund på mfo@fof-kn.dk.

NB: En tilmelding til interesseliste gælder IKKE som endelig reservation af en plads på rejsen.

Værd at vide

Rejsen foregår over 4 dage og 3 nætter.

Din rejseleder er Bente Hatting Gjelten, mag. art. og aut. guide.

Pris pr. person 6.225 kr. i delt dobbeltværelse eller 6.720 kroner for enkeltværelse.

Prisen inkluderer:

  • Turleder og al transport (bus og færger)
  • Hotelophold, 3 nætter inkl. morgenmad
  • Dagens ret på færgen 21. maj og 2 middage på hotellet
  • Frokost 23. maj
  • Entré på museer på Gotland

Afgang med bus:   

Hellerup station (Vandsiden) kl. 11.30
Rungsted station (Landsiden ved ”Fritidshuset”) kl. 12.00
Helsingør station (foran mod Sundbusserne) kl. 12.30

Program

Onsdag den 21. maj

Turleder Bente Hatting Gjelten kender Gotland på kryds og tværs og glæder sig til at dele sin begejstring for den smukke ø, når hun byder velkommen i bussen. Hun vil undervejs fortælle om digtere, malere og historier med tilknytning til de egne, vi kommer igennem, og vi har egen bus med på hele turen.

Efter færgeoverfarten Helsingør-Helsingborg, hvor det ombord er muligt at købe en let frokost (eller spise medbragt mad), gør vi første stop i Småland i Växjö, der har været bispesæde siden 1164. Her ser vi domkirken og det gamle gymnasium, hvor bl.a. Carl v. Linné og Victor Rydberg var elever, og der er tid til fri disposition til f.eks. at besøge Udvandrernes Hus, der leder tankerne hen på Vilhelm Mobergs romaner, eller til at tage en forfriskning på en café.

Turen går videre til Oskarshamn, hvorfra færgen sejler kl. 21.00 til Gotland. Ombord serveres dagens ret, og der er reserveret hvilestole til overfarten. Vi når Gotland kl. 24.00 og kører direkte til Tofta Strandpensionat. Her skal vi bo alle 3 nætter.

helsingborg gotland  
Til venstre: Færgen på vej fra Helsingør til Helsingborg. Til højre: Raukerne ved Gotlands kyst.

Torsdag den 22. maj

Efter morgenmad er der afgang fra hotellet kl. 09.30, og vi kører til Visby, der i 1995 kom på UNESCOs Verdensarvsliste. Her går vi en byvandring, hvor der fortælles om den yderst velbevarede middelalderby med en 3,5 km lang ringmur fra 1100-tallet, ligesom vi skal se domkirken og den berømte botaniske have.

Turen afsluttes i Gotlands Fornsal, som er øens kulturhistoriske museum med en helt utrolig righoldig samling. Derefter bliver der tid til på egen hånd at udforske den gamle by og spise frokost.

Herefter kører bussen os syd for Visby ud i landskabet, hvor vi får indtryk af denne kontrasternes ø med 99 stenkirker, hvoraf mange henstår som maleriske ruiner. Vi gør ophold ved Roma Kloster og ser derefter maleren Asger Jorns grav ved Grötlingbo Kirke. Dagen slutter med middag.

visby sverige
Til venstre: Udsigt over Visby. Til højre: Visbys gamle ringmur.

Fredag den 23. maj

Efter morgenmad er der afgang fra Tofta Strandpensionat kl. 09.00. I dag går turen nordpå, hvor vi flere gange standser ved de maleriske klippe-formationer, rauker, og ser Bunge Kirke. Vi oplever det varierede landskab med de flotte kyststrækninger, inden vi når til Stenkyrka, hvor frokosten serveres. Om eftermiddagen køres langs kysten til Visby, hvor der bliver et par timer til at gå på opdagelse på egen hånd. Middag på Tofta.

sverige visby
Til venstre: Raukerne ved havet. Til højre: Visbys ringmur.

Lørdag den 24. maj

Der er tidlig afrejse, da færgen sejler fra Visby kl. 7.45. Morgenmaden serveres ombord, og efter ankomst til Oskarshamn kl. 10.55 kører vi direkte mod Hälsingborg. Undervejs gør vi et kort stop, hvor der er mulighed for at strække benene og købe forfriskninger. Vi kommer med færgen til Helsingør ca. kl. 16.30 og kører derfra tilbage mod Rungsted og Hellerup.

Ret til ændringer forbeholdes.

Tag med FOF København på tur

RUNDVISNINGER OG TURE

Se alle aktuelle ture