Skip to content
Lær at tegne og male hos FOF

Hvordan får man farverne til at gløde og stråle i et maleri?

Hvordan får man farverne til at gløde og stråle i et maleri? V/ Charlotte Hoff

Malekursus med teori og praksis. Blandt værkerne på et kunstmuseum oplever man sjældne gange, at et enkelt billede tiltrækker sig særlig opmærksomhed. Maleren har opnået at få en komponent eller en genstand til at fremstå med et skær, en glød eller en udstråling, som virker overvældende på beskueren. 

Rembrandt malede realistisk skinnende guldgenstande, men der eksisterer ikke nogen "guldfarve", så hvordan gjorde han det? Oluf Høst er kendt for sine billeder af ildebrande, hvori ilden stråler og gløder så kraftigt, at man kunne tro, han brugte særligt strålende og glødende maling. Det gjorde han imidlertid ikke, men hvordan opnåede han sit resultat? Turner malede solnedgange med en sådan skinnende intensitet, at man som beskuer føler sig blændet. Hvordan det?

Vi skal arbejde med forskellige former for kontrast. Den enkelte farves "udseende" er ikke entydig og stabil. Enhver farve henter særlige egenskaber fra den eller de andre farver, den sættes sammen med. Der findes en vifte af forskellige kontrast-forhold, som du skal lære om på dette kursus. Og det kommer til at foregå i både teori og praksis.

    Rene vs. brækkede farver
    Varme vs. kolde farver
    Lyse vs. mørke farver

Hvordan styrer du farverne på dit maleri ved anvendelse af en bestemt kontrast-form? Hvordan kan man drage fordel af at anvende flere forskellige kontrast-former samtidigt? Hvordan tildeles kompositionens enkelte elementer hhv. "hoved- og biroller", sådan at det ene element nedtones og det andet forstærkes? De "redskaber", du tilegner dig på kurset, kan du bruge til mere bevidst og præcist at udtrykke dig i din kunst. Og det er uafhængigt af, om du vil male naturalistisk eller abstrakt. 

Du kan frit vælge mellem at male med akryl- eller med akvarelfarve.
Hvis du ønsker yderligere information, er du velkommen til at kontakte kursusholderen på tlf. 31271956 eller email: tegneogmaleskole@gmail.com