”Den balletlærer, som har haft størst betydning i mit liv, er Edithe Feiffere Frandsen. Hun var lettisk prima ballerina, underviste på Det Kongelige Teater i over 30 år og har uddannet nogle af de bedste kvindelige dansere i landet. Jeg glemmer aldrig, da jeg som ung danser oplevede hendes arbejde med egne øjne. Hun havde en elev, der kom ind ad døren som en flagrende sommerfugl, og efter seks måneder havde fru Frandsen forvandlet selvsamme elev til en fuldblods araberhest. Wow, tænkte jeg – det er en dygtig lærer, som står bag den forvandling! Mødet med hende udløste en hel kæderække af aha-oplevelser hos mig. Hun fik mig til at indse, at metoden i undervisningen er altafgørende. Og så kom jeg i lære hos hende.”
På det tidspunkt var Tina midt i 20’erne, og hun havde allerede oplevet mere end de fleste. Som barn trænede hun hos Den Skandinaviske Balletskole i Teglgårdsstræde – faktisk i de samme lokaler, som FOF København og Nordsjælland nu bruger til yogaundervisning. Træningen bestod i danseundervisning, ballethistorie og masser af ture i teatret. Og det var her, hun for alvor blev grebet af balletten.
I teenageårene trænede Tina hos den kendte balletmester Birger Bartholin, og senere rejste hun til New York for at studere på American Ballet Theatre School.
“Jeg var slet ikke sikker på, jeg skulle være danser. Det eneste, jeg vidste, var, at jeg ville beskæftige mig med dans. Jeg var meget optaget af fysikaliteten i ballet og den klassiske musiks udtrykskraft. Det var knaldhård træning derovre. En balletdansers karriere i USA slutter ofte inden man er fyldt 30 år, fordi forestillingsmængden er tre gange så høj som i Europa. Og jeg var bekymret for, hvad jeg skulle bagefter. Jeg havde jo ikke en anden uddannelse at falde tilbage på,” siger Tina.
Efter et par år rejste hun tilbage til Danmark, hvor hun lavede en masse projektteater, tog en HF-uddannelse og startede sin egen balletskole. Men det var Edithe Frandsen, som opfordrede hende til at studere på Vaganovas Choreografiske Institut for klassisk akademisk dans i Sankt Petersborg for at få papir på sine evner som underviser.
”For mig er der mere i balletten end at være danser. Som balletpædagog skal jeg være i øjenhøjde med danserne og komponere øvelser, som både bekræfter og udfordrer dem. De oplever, at der er en logik i træningen. Det forvandler dem som mennesker, når de lærer at magte noget, som de hele deres liv har opfattet som en umulighed. Balletten bliver en del af dem, om det så betyder, at de begynder at lægge benet op på køkkenbordet, når de drikker deres morgenkaffe eller om de ser en opsætning af Giselle med helt nye øjne. Det er en stor gave at få lov til at åbne folks øjne for ballettens verden,” siger hun.
Tina har arbejdet med nogle af de allerstørste navne inden for ballettens verden, men hun ser alligevel en stor gevinst ved at undervise på aftenskole.
“Det er den samme metode, jeg bruger – uanset om jeg laver benhård morgentræning med professionelle dansere på Alvin Ailey skolen i New York eller underviser 6-årige en onsdag eftermiddag hos FOF København og Nordsjælland. Jeg starter bare forskellige steder. Det kan godt være, at ballet er en finkulturel kunstart, men jeg mener, at dansen skal være for alle. Klassisk ballet er den hårdeste form for fysisk træning. Punktum. Men alle mennesker kan lære at lave en piruet – det kræver bare, at man har tålmodighed og lærer teknikken i den rigtige rækkefølge.”
Tina oplever, at særligt de små har store forventninger knyttet til det at danse ballet. Eventyret om den klassiske ballet fylder meget.
”Det er sket, at en pige kom sidelæns ind ad døren med tyl ned til anklerne, diadem i håret og tryllestav i hånden til første undervisningsgang. Men der er meget, som ikke kan lade sig gøre i et struttende Marie Antoinette kostume. Det ville svare til at løbe et maraton i en plasticpose. Det er vigtigt at afmontere denne barnedrøm med værdighed og forståelse. Når først vi kommer i gang, oplever børnene hurtigt, at deres krop og fantasi kan gøre de mest fantastiske ting helt uden rekvisitter,” siger Tina.
“Det er min vigtigste opgave at give børnene et positivt blik på deres krop. Vi ‘leger’ balletten ind med frøhop, skomager-polka, numsepiruetter og find-på-selv-dans. På de måder lærer de at bevæge sig til musik og oplever, at kroppen kan fortælle historier. De har så meget at give af.”
