Skip to content

Alle forårets hold bliver lagt online 12. december. Hvis du har gået på et hold i efteråret, som fortsætter til foråret, har vi givet dig besked om gentilmelding.

Kurser i skuespil og drama hos FOF København

Filmskuespil

Hvad skal der til for at være skuespiller på film og tv? På dette intensive holdforløb kan du lære, hvordan du som skuespiller arbejder på film.

Gennem scenearbejde, sceneinstruktion og øvelser får du en forståelse for, hvordan du bruger dig selv til at skabe troværdige, medrivende karakterer. Du vil blive indført i, hvordan en skuespiller arbejder på et filmset og få en introduktion til filmbranchen, casting og selftape-træning. Vi tager udgangspunkt i dialogscener og monologer fra film og tv-serier – eller måske et manuskript du selv har liggende eller skal til casting på?

Du vil opleve et stort individuelt fokus og blive vejledt ud fra netop dit unikke ståsted og udvikling. Vi vil sammen skabe et tillidsfuldt og kærligt rum med en god feedback-kultur, så du som deltager kan føle frihed og glæde ved at udtrykke dig igennem dit skuespil.

Undervisningen er både for dig, der er helt ny, og dig, der har erfaring, og den giver tillige et godt fundament for dig, som gerne vil forberede dig til en optagelsesprøve eller casting.

Eksempler på elementer som vil indgå i undervisningen

Scene- og karakterforståelse: Vi arbejder tekstnært og skaber en dybdegående forståelse af scenen og karakteren, så du bl.a. forstår din karakters ønsker og bevæggrunde, og hvordan du som skuespiller relaterer dig hertil.

Scenearbejde og instruktion: Vi går "på gulvet" og spiller scenen igennem. Du vil blive instrueret og få feedback, og du vil få erfaringer med det praktiske arbejde som skuespiller.

Self-tape-træning: Du vil få konkrete råd om store såvel som små ting, du skal forholde dig til, når du optager og sender et self-tape.

Vi vil også arbejde med fysiske grundtræningsøvelser og meditation.

Værd at vide

Der vil forekomme hjemmearbejde i form af replikindlæring, og da vi arbejder med fysiske manuskripter, vil der være en mindre printudgift.

Deltagere på Michellas hold fortæller:

"Holdet med Michella var præcis, hvad jeg ledte efter. Undervisning i filmskuespil, teori og dybdegående scenearbejde, som kan være svært at finde i København. Michella var fantastisk til at læse, hvilke udfordringer man havde med sit skuespil, og hvordan man kunne forbedre sig, og hun tog sig tid til at forstå en og få en til at føle sig tilpas. Jeg gør stadigvæk meget brug af den teknik og de øvelser, jeg har lært fra undervisningen, især til castings, som jeg har været til. Tusind tak for en fed oplevelse!" – Khadija, holddeltager.

Information

Kalender

Dato Tid Sted Navn
1 Onsdag 27.11.2024 18:00-20:15 Kulturhuset UNION, Kbh N Michella Egelund Christensen
2 Onsdag 04.12.2024 18:00-20:15 Kulturhuset UNION, Kbh N Michella Egelund Christensen
3 Onsdag 11.12.2024 18:00-20:15 Kulturhuset UNION, Kbh N Michella Egelund Christensen
Se alle Se færre
Michella Egelund Christensen underviser hos FOF København
Underviser

Michella Egelund Christensen

Uddannelse: Jeg er uddannet skuespiller fra Det Danske Filmskuespillerakademi, hvor jeg også har taget flere efteruddannelser i filmskuespil. Udvikling stopper aldrig og jeg modtager fortsat vedligeholdende træning hos en skuespillercoach. Hertil har jeg en uddannelse som sociolog fra Københavns Universitet, der har gjort mig stærk i at forstå sociale grupper, dynamikker og samspil.

Andre faglige kvalifikationer: Udover løbende at medvirke i forskellige filmproduktioner, er jeg initiativtager på filmholdet Variety Productions, hvor jeg arbejder som skuespiller, manusforfatter og producer. Jeg brænder for at skabe historier og karakterer – at slippe fantasien og kreativiteten fri og at give en stemme til mennesker og grupper, der ikke ellers ville blive hørt. Jeg har også gjort mig i dans og sang som yngre, hvilket jeg stadig sætter meget pris på. Derudover har jeg en baggrund som jobcoach og har været ansat både inden for det offentlige og i private virksomheder.

Undervisningserfaring: Som selvstændig underviser i filmskuespil arbejder jeg med elever ved både individuel og holdundervisning. Jeg har særligt dygtiggjort mig i scenearbejde- og instruktion, tekst- og karakteranalyse, self-tape-træning og skuespilteknikker- og øvelser. Jeg lægger stor vægt på at skabe en tillidsfuld relation, så den enkelte elev føler sig fri og tryg til at udfolde og udvikle sig.