Skip to content
kreativt maleri hos FOF

Vinterens farver – kreativt maleri – weekend

Velkommen til et kursus med kreativitet og naturforbindelse i fokus.

Vi går på opdagelse i byens natur og lader os inspirere af årstidens farver. Vi zoomer både ind på detaljer, som f.eks. barken på et træ, en lille stens overflade, strukturen i en frøstand eller et blad, og zoomer ud og kigger på hele planter, træer og landskaber med forgrund, mellemgrund og baggrund. Vi lægger særligt mærke til de farver, vi finder i naturen lige nu, og går på opdagelse for at 'samle' så mange farver som muligt og lave vores egen palet for netop denne årstid.

Vi arbejder med at lave skitser udendørs, som vi tager med hjem i værkstedet for at arbejde videre med, evt. sammen med plantedele eller fotografier, som vi vil bruge som inspirationsmateriale til den videre proces.

Underviseren inspirerer med forskellige øvelser, der sætter gang i kreativiteten og ideerne, og vi udforsker forskellige teknikker, komposition og farvelære. Der bliver mulighed for at arbejde i dybden med et enkelt eller få malerier samt for at eksperimentere med forskellige udtryk i løbet af kurset alt efter præference.

Underviseren giver fælles inspiration og øvelser, som man frit kan tilvælge, samt individuel vejledning med den enkelte kursists proces i fokus. Der er mulighed for at arbejde med lige præcis den slags maleri, du foretrækker, og i de materialer, du foretrækker. F.eks. oliekridt, akryl eller farveblyant.

Information

  • Dato 01.02.2025-02.02.2025
  • Adresse KBH K, Rosenborggade
    Rosenborggade 5
    1130 København K
  • Lokale Værksted 3 (baghus)
  • Bemærkninger Medbring maleblok A3/A4 (kraftigere, mere absorberende papirkvalitet end tegnepapir); maling i primærfarverne (magenta/primær rød, cyan/primær blå, primær gul, hvid), og/eller tag det med, du har. Gerne mindre tuber eller portioner i mindre glas med låg, så du ikke skal slæbe store bøtter maling med rundt. Pensler i forskellige størrelser, palet (evt. bare paptallerkener), bomuldsklud, evt. lærred (gerne mindst 40x50 cm). Husk også madpakke og drikkedunk samt tøj, der passer til at være udendørs.

Kalender

Dato Tid Sted Navn
1 Lørdag 01.02.2025 10:00-15:20 KBH K, Rosenborggade Mette Borup Kristensen
2 Søndag 02.02.2025 10:00-15:20 KBH K, Rosenborggade Mette Borup Kristensen
Underviser

Mette Borup Kristensen

Uddannelse: Kunstakademiet i Firenze

Andre faglige kvalifikationer: Efteruddannelse i nye teknikker til kunstgrafisk dybtryk ved Atelier Agerbo

Undervisningserfaring: Underviser i billedkunst for børn og unge på Køge Billedskole og BGK (Billedkunstnerisk Grundkursus / talenthold), tidligere underviser i billedkunst for børn på Roskilde Kulturskole. Tidligere kulturpædagog i Rødovre Kommune.

Andet: Udøvende billedkunstner