I perioden 1970 til omkring 2005 blev der købt og drukket rigtig meget bordeauxvin i Danmark. Bordeauxvin stod som eksponent for den ypperste vin i verden. Vine, der var dyre, men ikke ubetalelige, vine, man skulle gemme, men som til gengæld en dag gav noget tilbage.
Siden er det gået tilbage for Bordeaux både i Danmark og på verdensplan, og der er ikke længere så meget hype omkring bordeauxvin. De bedste og dyreste vine er nærmest uopnåelige for mennesker med almindelige indkomster. De fleste har heller ikke forståelse for, at de bedre bordeauxvine helst skal ligge 10-20 år eller længere, før de opnår den modenhed, som tidligere fascinerede dem, der drak bordeaux. Der er ikke længere samme viden om, hvad lagring kan gøre og har af betydning for vin.
På det seneste er der imidlertid sket meget i Bordeaux, og vinene har ændret stil i de senere år til en mere tilgængelig og lettere drikkelig stil, når de er unge. Men der er stadig stor forskel på billige og dyre bordeauxvine. Der findes ikke meget god bordeauxvin til under 100 kr. pr. flaske, og i den prisklasse er det ofte klogere at gå udenom bordeauxvin.
Men hvad er op og ned på Bordeaux i 2025? Opdag – eller genopdag bordeauxvine ved denne smagning, hvor vi smager i alt 7 bordeauxvine:
Medbring gode, store vinglas til eget brug.
Dato | Tid | Sted | Navn | |
---|---|---|---|---|
1 | Torsdag 24.04.2025 | 19:00-21:00 | Kulturstation 3050 | Jesper Hedegaard |
Jesper Hedegaard (f. 1968) er en af Danmarks mest erfarne vinforedragsholdere. I september 2012 vandt han som dansk holdleder europamesterskabet i vinsmagning ved et storslået arrangement i Malmø, arrangeret af det franske tidsskrift La Revue du Vin, og i oktober 2013 opnåede samme hold med Jesper som leder sølv i verdensmesterskaberne, afholdt i Bordeaux.
Siden 1988 har Jesper Hedegaard holdt mellem 40 og 80 foredrag om året – hovedsageligt for aftenskoler, men også for virksomheder, vinklubber og andre interesserede – ja selv seriøse vinsmagninger i forbindelse med både polterabends og bryllupper arrangerer han jævnligt!
Interessen startede allerede som 14-årig, hvor han ’tyrede’ Hugh Johnsons lille årbog Vin igennem, og bl.a. lærte navnene på de 61 slotte i Bordeaux’ 1855-klassifikation udenad. Mens gymnasievennerne drak øl og gik i byen, brugte han sin sparsomme SU på gode vine – især franske – som blev nydt hjemme sammen med faderen, idet far og søn skiftedes til at invitere hinanden på blindsmagning.Det blev de efterhånden gode til, og da også det teoretiske niveau var steget betydeligt, meldte de sig til SOPEXA’s Danmarksmesterskab i franske vine for par i 1987 – og vandt!
Som 19-årig, nybagt student blev Jesper Hedegaard bestyrer af en mindre vinforretning på Frederiksberg, men begyndte året efter at læse jura. I studietiden startede han som 20-årig med at holde vinforedrag på aftenskoler, og var i denne periode også skribent for bl.a. Vinjournalen og Vinmagasinet – og senere Vinbladet. Han blev færdig som jurist i 1994 og arbejder til daglig i forsikringsbranchen.
Hvis han i dag skulle skifte til et fuldtidsjob inden for vinbranchen, skulle det være som ’Danmarks Robert Parker’, idet han erkender at være så teoretisk og nørdet i sin interesse for vin, at han ikke ville kunne finde ud af at sælge vin. Hans passion er at videreformidle sin store viden – som nu stort set dækker det meste af verden og ikke bare Frankrig – til alle, der interesserer sig bare lidt for vin.
Ved siden af de mange vinforedrag har han siden 1999 arrangeret og været guide på vinrejser til Frankrig – bl.a. Bordeaux, Bourgogne, Champagne og Rhône. Den fritid, der ikke bruges på at smage vin og holde sin viden ajour ved læsning af store mængder vinlitteratur går bl.a. med datteren Isabella, tennis og bøger om 2. verdenskrig.