Er du kunstinteresseret og glad for en god gåtur? Så skal du opleve kunststien »ARKENWALK«, som blev til i anledningen af 25 året for indvielsen af Arken.
Vi skal sammen gå ruten fra Ishøj Station til Arken og se en masse interessant og smuk kunst undervejs. Turen er ca. 2,5 km. lang og starter ved stationen, hvor vi mødes. Herfra ledes vi på vej af Jeppe Heins knaldrøde, "dansende" lygtepæle.
Ved ankomst til Arkens skulpturpark vil vi se, hvordan stien folder sig ud med kunst af Olafur Eliasson, Peter Bonnén, Elmgreen & Dragset, Antony Gormley, Øivind Nygård, Tue Greenfort, Thilo Frank, Lawrence Weiner, Eva Steen Christensen og Astrid Myntekær. Det bliver en ren fornøjelse at opleve!
Mødested: Ishøj Station.
Slutsted: Arken.
Længde og varighed: Turen er på 2,5 km. og tager ca. 2 timer.