Af skriveunderviser Helle Smedsgaard
Helle Smedsgaard har skrevet hele sit liv. Hun underviser i at skrive livshistorie og skriver også livshistorie for private. Derudover har hun været leder i organisationer og offentlige institutioner i mere end 20 år og trækker i sin undervisning på sin erfaring i at strukturere, holde oplæg, facilitere og at se den enkeltes behov.
Forestil dig, at du sidder i din gode stol med en kop kaffe eller te og to bøger: Den ene bog er en historiebog med facts, årstal og statistik – den anden er din oldefars historie om sit liv.
Hvilken bog vil du læse først?
Rigtig mange vil gerne vide mere om deres egen families fortid, og for de fleste er det mere interessant at læse om egne forfædres historie end at pløje sig igennem statistikker og kongerækker.
Måske er du i tvivl om dine børn og børnebørn overhovedet vil være interesseret i at læse om dit liv?
Jeg kender ikke dine børn og børnebørn, men mit bud er, at de i nogle perioder af deres liv vil være meget interesseret i at læse om dit liv, men at det ikke nødvendigvis er teenagere, krævende karrierejobbere eller stressede børneforældre, som kaster sig over læseriet.
Mindre børn vil ofte gerne høre om, hvordan det var ”i gamle dage”. Nybagte forældre vil måske gerne læse om, hvordan de selv var som børn og ”ryste på ho-vedet” af den børneopdragelse, de selv blev udsat for.
Når dine børn og børnebørn bliver ældre, bliver interessen for historie tit større, og her vil mange være interesseret i at (gen)læse dine erindringer. Jeg har mødt mange, som er kede af, at deres ældre familiemedlemmerne ikke skrev noget om deres liv, og at de heller ikke selv fik spurgt mere ind i tide. Jeg har ikke mødt en eneste, som var ligeglad eller fandt det tåbeligt at få en livshistorie fra et ældre familiemedlem.
At skrive om sit liv er en måde at få overblik over sit liv på. Vi skriver om de oplevelser, som betyder noget for os og viser dermed vores værdier. Vi bliver opmærksomme på, hvor meget vi har klaret gennem livet, og vi ser naturligvis også, at der var øjeblikke, hvor vi gerne ville have gjort noget andet. Vores identitet bliver tydeligere også for os selv, når vi skriver. Du skal altså også skrive for din egen skyld – ikke kun for de andres. En sidegevinst af at skrive om sit liv er i øvrigt også, at vi er med til at påvirke, hvad eftertiden husker om os.
Barrieren for at komme i gang med at skrive kan være høj – især hvis man sidder alene derhjemme med tanker som:
Ofte breder der sig et lettelsens suk, når jeg fortæller, at det handler om at skrive små historier fra sit liv – og at fortælle de historier, som man selv har lyst til at fortælle. Det gør opgaven sjovere og mere overkommelig.
Har du kun lyst til at skrive én historie, så skriver du kun den historie, du har lyst til. Vi afgør helt selv, hvor meget vi har lyst til at skrive. Som oftest dukker der imidlertid flere historier op, når vi først er begyndt, og den første historie bliver til flere historier.
Det eneste krav for at deltage i kurset er, at du har lyst til at skrive om dit liv. Kan man nå skrive hele sin livshistorie på dit kursus? Et kursus er typisk fem gange. Hver gang er der et oplæg f.eks. om at gøre teksten levende, der er skriveøvelser, hvor vi øver noget fra oplægget, og der er tid til at skrive selv.
På et kursus kan du nå at komme godt i gang med din livshistorie, og hvis du har 2-3 historier, du virkelig gerne vil fortælle, vil du sikkert kunne nå at skrive dem. De fleste vil gerne skrive mere, og så tager det længere tid.
