Hvide bourgogne-vine lavet på chardonnay-druen er utvivlsomt verdens bedste, tørre hvidvine. Ved denne smagning går vi tæt på vinene fra nogle af de bedste marker og producenter i de tre klassiske kommuner Puligny-Montrachet, Chassagne-Montrachet og Meursault.
Vi fokuserer udelukkende på vine, der kommer fra 1. Cru-marker, og de er derfor et niveau over de almindelige kommune-marker. 1. Cru-vine er dyrere, men også bedre – særligt når vinene er fra top-producenter, som dem vi skal smage denne aften.
Vi tager pulsen på de seneste årgange, trends og tendenser, og du får også tips til producenter, der er på vej op uden at prisen endnu er fulgt med den stigende kvalitet. Vi gennemgår forskelle på kommunernes, markernes og vinbøndernes individuelle stil, og der bliver også tid til at komme ind på den nyeste viden om det kedelige fænomen ”premox” – det forhold at en (alt for) stor andel af store, hvide bourgogne-vine desværre er fejlbehæftede og modner/oxiderer alt for hurtigt.
Medbring min. ét godt (hvidt) bourgogneglas.
Ret til ændringer forbeholdes.