De klassiske musiktraditioner i Mellemøsten har rødder helt tilbage til oldtidens store civilisationer. Musikken har været opfattet som en del af filosofien, religionen og endda lægevidenskaben. De mellemøstlige musiktraditioner har endvidere udgjort en vigtig indflydelse på musik, instrumentering og poesi i den vestlige verden.
På dette kursus vil du lære de forskellige traditioner og deres instrumenter at kende og få indblik i den kulturhistoriske sammenhæng, de er uløseligt forbundet med. Vi vil også undersøge nogle af de tanker, der har været forbundet med musikken i Mellemøsten, og se på, hvordan de mellemøstlige traditioner har påvirket vores egen vestlige musik langt mere, end mange tror. I udgangspunktet var Mellemøstens og Europas musiktradition nemlig ikke adskilte traditioner.
Musikken i Mellemøsten har (for det meste) ikke været nedskrevet i form af noder, som vi kender det. Kurset vil derfor primært være fokuseret på forståelsen af musikkens funktion og filosofiske betydning. Men der vil også være introduktion til den mere teoretiske side af Mellemøstens musiktraditioner.
Kurset forudsætter ikke nogen specifikke kompetencer hos kursisterne, og undervisningen vil derfor også bestå af en indføring i Mellemøstens kulturhistorie fra bronzealderen til i dag.
Undervisningen består af oplæg og gennemgang af udvalgte stykker musik. Der er mulighed for at læse mere omfattende tekster, men der er ikke obligatorisk forberedelse til hver gang.