Skip to content

Hyben på menuen

Hyben på menuen

Kend din hyben!

Bliv klogere på vores nordiske superfood - hyben, dens mange gavnlige virkninger og lær, hvordan du kan bruge de vitaminrige frugter på nye spændende måder i køkkenet.

I dette foredrag fortæller kogebogsforfatter Ditte Christina om hybens unikke indhold af sundhedsfremmende stoffer, dens historie som mad og folkemedicin gennem tiden og præsenterer noget af den nyeste viden om frugtens medicinske egenskaber.

Kan hyben forebygge forkølelse og lindre smerter ved slidgigt? Hvad brugte indianerne hyben til? Og kan man egentlig spise alle slags hyben? Disse spørgsmål og mange flere får du svar på når Ditte deler ud af sin store viden om de orange vitaminbomber. 

Du får samtidig indblik i, hvordan hybens delikate smagsnuancer kan bruges i et utal af retter. Frugten kan nemlig anvendes til meget mere end de traditionelle opskrifter som marmelade, saft og sirup. Ditte vil desuden dele ud af sine tips og tricks til plukning og udkerning, som vil spare dig en masse tid i køkkenet. Og så fortæller hun, hvordan du også kan bruge kerner og rosenblade i både mad og skønhedspleje. 

Til sidst i foredraget vil der være smagsprøver, hvor du kan opleve nogle af hybens kulinariske egenskaber.

Ditte Christina Lustrup har en bachelor i Ernæring og Sundhed og er forfatter til fag- og kogebogen ‘Hyben - en vitaminbombe fyldt med smag og næring', der udkom i 2019 gennem Muusmann forlag. Siden da har hun været på en mission om at udbrede kendskabet til de sunde frugter, og hvordan de kan bruges. Hun er desuden medforfatter til et kapitel om hybens gavnlige virkninger i den videnskabelige bog: Medicinal Plants, der udkom i efteråret 2022. 

Hun brænder for sundhed og grøn livsstil og har skrevet flere artikler om økologiske superfoods og bæredygtige madtrends, ligesom hun har mange års erfaring i det plantebaserede køkken. Hun har bl.a. arbejdet flere år hos veganske og økologiske cafe Kosmos i Odense og en af hendes store passion er at udvikle sunde, lækre opskrifter som hun deler på hendes instagram og madblog Hybenliv.dk

Tid: 2 timer inkl. pause og spørgsmål