Skip to content

Sangundervisning - Megumi

Sangundervisning - Megumi

Vil du gerne lære at synge og finde din stemme?

Alle har deres egen unikke stemme, og med træning kan du lære at synge med glæde og få fornemmelsen af forbindelsen mellem din krop og dit hjerte.

At synge foran mennesker kan være meget personligt og kræver mod. Derfor er det vigtigt at støtte kursisterne og skabe et rum med tryghed. Det er vigtigt at finde glæden ved at synge, så det føles sjovt og inspirerende. Samtidigt kan koncentreret arbejde frigøre stemmen.

Vi går stille og roligt i gang med at afspænde og opvarme kroppen. Vi starter med afspændingsøvelser for at finde din naturlige stemme og forsætter gradvist med tilpassede øvelser for at stemmen kan udvikle sig. Samtidigt arbejder vi for at finde en god støtteenergi i kroppen, mærke de muskler der skal arbejde og øve fleksibel vejrtrækning.  Vi opdager, hvor der er blokeringer i krop og sind og får stemmen til at åbne sig ved at arbejde med disse blokeringer. Efter de indledende øvelser fortsætter vi arbejdet med en sang, vi har valgt sammen.

Tekst, ord og sprog er også meget vigtigt. Vi arbejder med at fortælle historier i sangene og indlevelse i musikken. 

Megumi underviser i klassisk sang for både begyndere og let øvede i alle aldre. Hun kan også undervise crossover og musical. Megumi er uddannet klassisk sanger fra Det Jyske Musikkonservatorium og Syddansk Musikkonservatorium, hvor hun har taget en kandidatgrad i 2020. Hun har sceneerfaringer i operakor og som korsanger og solist i koncerter. 

Megumis modersmål er japansk, men hun taler dansk og engelsk og synger på engelsk, dansk, norsk, tysk, italiensk, fransk, russisk og selvfølgelig japansk.