Anmeldelse
Foredrag med Dennis Nørmark - "Tilbage til arbejdet!"
Af Didde Hauch
Salen summer. Pladserne er fyldt op, og forventningerne fylder det højloftede lokale. Dennis Nørmark er veloplagt, aktuel og tydeligt i sit es. Giver det, vi laver på arbejdet, mening? Er storrumskontorer gode? Spiller vi egentlig mest bare teater på arbejdspladsen? Dette, og mange flere spørgsmål, er aftenens emne.
Dennis Nørmark er scenevant. Han fanger med det samme tilhørernes opmærksomhed, hvorefter han med en blanding af kolde facts og lunefulde eksempler afslører den grumme sandhed om meningen med arbejdet. For ifølge mange adspurgte, er der ingen. Faktisk viser større undersøgelser, at 37% af briterne og 40% af hollænderne oplever, at deres arbejde ikke gør nogen nævneværdig forskel i verden. Tragisk – men tilsyneladende også genkendeligt for mange i salen, der med en blanding af latter og små bemærkninger til sidemanden tilslutter sig oplevelsen. Men hvad skal vi gøre ved det?
Dennis Nørmark har svaret: Vi skal ikke gøre noget. Organisationsændringerne, omstruktureringerne, bureaukratiet og nye apps står i kø for at give os løsningerne på en masse problemer, vi formentlig slet ikke har. Ifølge Dennis Nørmark består problemet i, at alt for mange ledelser rundtomkring fejlagtigt diagnosticerer organisationen med systematiske fejl, når der opstår en tilfældig afvigelse nu og da. Det fører så til alskens halvpaniske projekter og løsningsforslag, der i bedste fald kun gør det hele meget værre.
Okay, men hvad skal vi så egentlig gøre ved det? Skal der absolut gives et bud på, hvordan vi får bugt med pseudoarbejdet, så er det ifølge Dennis Nørmark ret simpelt: Vi skal bruge vores sunde fornuft. Vi (og især ledere) skal blive bedre til at spørge os selv om det virkelig er nødvendigt med den nye arbejdsgang, det ekstra projekt eller en visionsændring. Giver det reelt værdi, når det kommer til stykket, eller er det bare kilden til endnu mere meningsløst pseudoarbejde? Det lader Dennis Nørmark hænge, og henviser i stedet til at finde svaret i hans seneste bog Tilbage til arbejdet. Og med så godt et foredrag af så kompetent en mand, så må undertegnede jo nok se at få den købt.
Foredrag: Tilbage til arbejdet v/ Dennis Nørmark
Tid: onsdag d. 8. september 2021, kl. 19.00
Sted: Solsalen, Aarhus
Arrangør: FOF Aarhus
Til dagligt arbejder jeg ved Dansk Center for Mindfulness, mens jeg i min fritid konkurrerer i styrkeløft og træner nogle seje u13 drenge i fodbold. Jeg er anmelder hos FOF Aarhus på grund af min umættelige nysgerrighed, og fordi jeg tror på, at man altid kan blive klogere.