Af Mathilde Fugl
Jeg møder Ulla og Maria Harrits – mor og datter – i sidstnævntes lejlighed en mild forårsdag i juni. Lyset trænger igennem de store vinduespartier her på 3. sal, og den friskbryggede kaffe finder sin vej fra køkkenet og ind i stuen. Det er på mange måder befriende at træde ind i et hjem der, i modsætning til nutidens ellers identiske, sterile og farveløse hjem, er helt sin egen. Allerede ved dørmåtten får jeg et indtryk af, at der her bor en kreativ sjæl, hvor farver og mønstre hyldes gennem forskellige tekstiler og hjemmelavet kreationer.
Hjemmets krea-værelse er fyldt med metervarer i regnbuens farver og mønstre, garnnøgler og bånd, mens den store quiltemaskine danner rammen for rummets funktionalitet, men et andet håndarbejde har også fundet vej hertil – vævning. Spørgsmålet falder på, hvorvidt den kreative udfoldelse er en beskæftigelse eller en hobby. ”Det er ren hobby”, lyder svaret fra Maria. Jeg fornemmer dog, at det er mere end det – det er en passion og i denne familie en måde at udtrykke sig på.
Interessen for håndarbejde startede, da Maria som barn begyndte at sy sit eget tøj. Det udviklede sig til papirsklip, hjemmelavede smykker, strikketøj og sidst men ikke mindst patchwork. ”Jeg har altid haft et eller andet i gang med hænderne. Jeg har lavet smykker og strikket tøj til børnene, da de var små. Jeg kom helt tilfældigt til at sy patchwork, og så var jeg bidt. Det er vel 13 år siden, at jeg begyndte på det”, forklarer hun. Ligesom sin datter startede Ullas interesse for håndarbejde også som barn, da hun gav sig i kast med syning, strikketøj, plantefarvning af garn og endda også vævning, fortæller hun. ”Jeg gik på et vævekursus hos FOF for mange, mange år siden, og det syntes jeg var sjovt.” Frøene for vævearbejdet var lagt, men fik dengang ikke nok næring, fortsætter hun. ”Jeg blev dengang optaget af så meget andet, og så blev det pakket væk – hvis ikke smidt ud.”
Men lysten til at være kreativ og vævens muligheder havde sat rødder, der her mange år efter fik Ulla til at genoptage vævearbejdet, forklarer hun. ”Jeg tænkte, ’der er noget galt i, at jeg ikke laver håndarbejde – jeg savner det sådan.’” Til familiens julefrokost delte Ulla derfor sine planer om at tage på kursus, og den idé hoppede datteren Maria med på. ”’Jamen jeg vil da med’, sagde jeg. Jeg tænkte, at det var en god idé, og så kunne vi bonde lidt om vævningen”, fortæller hun. De tilmeldte sig derefter et vævekursus hos FOF Aarhus ved underviseren Vivi Mailund, og det skulle vise sig at være begyndelsen på et nyt eventyr, forklarer Maria. ”Jeg havde ikke forudset det. Jeg havde vitterligt tænkt, ’ja det er skide hyggeligt, så det gør vi’. Så hensigten med at tilmelde mig kurset var det sociale i det – at det var hyggeligt – og så eksploderede det lidt.”
Kurset strakte sig over fire mødegange, og allerede efter anden gang havde mor og datter købt en væveramme med hjem. Interessen for det gamle håndarbejde spirede. ”Det var nogle forrygende væveworkshops, vi havde ved Vivi – det var så sjovt og spændende. Det var nogle dybt inspirerende formiddage, og vi nød det virkelig”, fortæller Ulla. Hen over en 14 dages pause fra kurset vævede Maria intet mindre end otte prøver og lavede sine egne mønstre. ”Jeg har jo mit patchwork-program, og så kunne jeg lave mine mønstre deri, og jeg vævede, og jeg vævede, og jeg vævede.” Én ramme var derfor ikke nok, og med vejledning fra underviseren anskaffede familien sig forskellige størrelser – senest en stor klapvæv – og med dem er mulighederne nu mange. Ulla ser derfor mange projekter foran sig.
Marias passion for håndarbejde generelt er med tiden blevet større end sin mors, for som hun selv muntert udtrykker det, har hun ”et stofmisbrug og sikkert også snart et garnmisbrug” grundet vævningen. Der er dog ingen tvivl om, at interessen for vævearbejdet hos dem begge kun er vokset siden kurset hos FOF. For det gode ved vævningen synes for både Ulla og Maria at være muligheden for at gå til og fra arbejdet, men også den ro det giver, forklarer Ulla. ”Jeg nyder roen ved det. Det er så dejligt, og det er rigtig godt, at man kan gå til og fra det, og jeg kan tage væverammen med ned i haven – det er skønt.” For Marias vedkommende er det interessante ved vævning også teorien. ”Der er rigtig meget teori i vævning; altså man skal vide, hvordan man skal sætte tingene op, og dét synes jeg, er rigtig fedt. Der findes ikke ret meget på dansk, og så har jeg været nødt til at købe bøger på engelsk, og det er en helt anden terminologi og måleenhed, og dét synes jeg, er sjovt.”
Lysten til at udtrykke sig kreativt og interessen for forskellige håndarbejder blev sået tilbage i barndommen. Det gælder både mor som datter. Udover at skabertrangen ligger dem naturligt for, så giver den dem også noget igen, forklarer de. ”Det giver sådan en ro og tilfredsstillelse at lave noget selv i stedet for at gå ud og købe det. Det ville, i nogle tilfælde, være billigere at gå ud og købe det, men det ville ikke være nær så sjovt.” Med de ord slutter min snak med Ulla og Maria, der må siges at have vækket en spirende lyst i mig til selv at starte eller genoptage et gammelt håndarbejde.
Har du selv fået lysten til at starte eller genoptage et håndarbejde, så gør det hos FOF Aarhus.
