72-årige Inga Basten har deltaget i mere end 50 af FOF Aarhus’ kurser, foredrag og rejser. Hun mener, at det som pensionist er vigtigt at holde gang i både hjertet, hjernen og kreativiteten – og det kan hun hos FOF
Af Malene Nees Damborg
Foto af Jørgen Diswal
Selvom Inga Basten gik på pension for fem år siden, er der lange udsigter til et stille liv med kaffedrikkeri, krydsord og middagslure. Ingas kalender er fyldt med vandreture, strikkeklub, korsang og gymnastik – og så er hun tilmeldt sykursus, spanskundervisning og operarejser ved FOF Aarhus. At gå på pension må for Inga ikke være det samme som at gå i stå – tværtimod: "Jeg skal i hvert fald ikke bare sidde derhjemme i min lille stue og kigge på mig selv. Det tror jeg ikke, der kommer noget godt ud af,” griner hun.
Og at sidde stille har Inga ikke gjort længe ad gangen. I de sidste fem år har hun været til 50 kurser, foredrag og rejser ved FOF Aarhus.
I mere end 40 år har Inga undervist i sprog på Aarhus Katedralskole, og selvom det kan være svært at slippe lærerrollen, så nyder hun at kunne tage plads bag skolebænken. Hver anden mandag svinger hun nål og tråd til et af FOF’s mange sykurser. Her bliver kreativiteten sat på prøve, når der fx skal syes fór i en jakke.
”Det er faktisk rigtig sundt for sådan en som mig ikke altid at være den dygtigste,” fortæller hun og fortsætter: ”men så er det godt, der er en sympatisk og fantastisk dygtig lærer, som kan hjælpe”.
Det lå ikke i kortene, at Inga skulle forelske sig i operaen. Godt nok spillede hun klaver som barn, men den store interesse for musik opstod gennem FOF. Siden har hun været på operarejser til både Hamborg, Paris, Leipzig, Amsterdam, Prag, Dresden og Berlin. Glæden ved den nye interesse stammer dog ikke alene fra oplevelsen ved musik og scenografi. På rejserne har Inga nemlig fået nye venskaber:
”Jeg føler mig altid velkommen hos FOF. Det er sådan lidt ånden blandt kursister, at man er åben og fx ikke sidder i små kredse og holder plads til nogen,” fortæller hun.
Selvom der er blevet tid til nye interesser, er det for Inga mindst lige så vigtigt at vedligeholde det, hun altid har elsket: sprog. Sæson efter sæson har Inga dyrket gymnastik for hjernen til spanskundervisning på højeste niveau. Og det har hun ikke tænkt sig at stoppe med: ”Jeg opsøger FOF Aarhus igen og igen på grund af de dygtige undervisere og den åbenhed, man møder. Og så er jeg glad for, at der er rabat for pensionister,” fortæller Inga med et smil.
Har du fået lyst til at slå dine folder på et af vores kurser, så læs mere om kreative kurser, sprogundervisning, rejser og kor.