anmeldelse
Foredrag af Dennis Nørmark - "Pseudoarbejde"
Af FOF-anmelder Cecilie Liv Rasmussen, cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur samt filosofi, Aarhus Universitet
Dennis Nørmark er forfatter og antropolog og afholder af foredraget ”Pseudoarbejde”. Han har skrevet en bog med samme titel i samarbejde med filosoffen, Anders Fogh Jensen.
Formålet med bogen er at kigge på det moderne arbejdsliv – hvad laver vi, og hvad kommer der egentlig ud af det?
Nørmark startede sit foredrag med at præsentere en amerikansk arkitekt ved navn Frank Lloyd Wright. I 1930 tegnede han en fremtidsby fuld af plads til fritid. Han forudsagde nemlig, at man i vores tid kun ville arbejde 15 timer om ugen, men i 1990 blev vi enige om at arbejde 37 timer, og ingen har siden stillet spørgsmålstegn ved det.
Menneskets måde at arbejde på har udviklet sig fra stenalderen, hvor intet skulle dyrkes eller vedligeholdes, frem til midten af 1800-tallet, hvor industrialiseringen var på sit højeste, og man arbejdede, til man segnede.
Med kontoret kom begreber som administration og effektivisering. Vi har fået en tendens til at have travlt med at have travlt. Vi opfatter os selv som værende i rivende udvikling primært pga. internettet, men i virkeligheden har vi endnu ikke kunne måle en sådan udvikling.
Faktisk er vores udvikling bremset op, og det sidste store skridt blev taget med vaskemaskinen. Vi effektiviserer og bureaukratiserer i stedet for at udvikle. Under dette foredrag kommer man til at spørge sig selv – hvad er der galt med vores arbejde?
Og Dennis svarer, at vi i stedet for at levere arbejde udfylder timer, simpelthen fordi vi har effektiviseret os ud af arbejdet. I stedet opfinder vi møder og små gøremål, der gør, at vi kan arbejde 60 timer om ugen med ikke at arbejde. Der findes flere eksempler på, at vores arbejdskraft er udhulet. Eksempelvis blev en finne fundet død på sin arbejdsplads efter at have ligget der i to dage. Altså var der ikke nogen der opdagede, at der manglede en arbejdsindsats.
Dennis Nørmark leverer sine øjenåbnende betragtninger på en underholdende og veltalende måde. Han foreslår os i øvrigt, at vi holder op med at betale hinanden for vores tid og i stedet betaler for den opgave der løses.
Foredrag: ”Pseudoarbejde”- v. Dennis Nørmark, forfatter og antropolog
Tid: Tirsdag d. 5. februar 2019 kl. 19.00
Sted: Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2, 8000 Aarhus C
Arrangør: FOF Aarhus
Hej! Jeg hedder Cecilie Liv Rasmussen, og jeg arbejder som jobkonsulent. Jeg er med i FOF Aarhus anmelderkorps, fordi jeg nyder FOF’s kulturelle arrangementer. Jeg elsker at skrive, og anmelderkorpset giver mig også god mulighed for at dyrke det. Desuden giver det for mig mening at støtte op om et tiltag som FOF ved at være frivillig. I min fritid elsker jeg at forbruge kultur.