anmeldelse
Foredrag af Lene Tanggaard - "Læringsglemsel"
Af FOF-anmelder Johanne Rauff, Cand. SOC i Uddannelsesvidenskab
”Læringsglemsel er et begreb og et udtryk for, at man skal glemme det, man har lært”. Sådan lægger Lene Tanggaard ud med at fortælle, ligesom hun på charmerende vis får skitseret strukturen for hendes foredrag, som hun evner at holde til punkt og prikke.
Lene fortæller levende om, hvordan begrebet læringsglemsel er blevet til – og uddyber læringsglemsel i forskellige kontekster fra dagtilbud til ungdomsuddannelser.
Lene Tanggaard fortæller, at begrebet læringsglemsel er opstået i forbindelse med, at hun skulle holde en morgensamling på en højskolekonference, hvor hun forventedes at sige noget fornuftigt om læring.
Det resulterede i, at hun tog udgangspunkt i hendes egen højskoleoplevelse: ”Jeg lærte en masse, da jeg gik på højskole, men jeg var ikke klar over det, da det skete. Så det var først bagefter, at jeg fandt ud af, hvad der skete med mig – hvad jeg lærte uden eksplicitte læringsmål eller særligt iscenesat læring.” Sådan opstod læringsglemsel, som et udtryk for en læring, der sker uden samtidig refleksion over læringen.
Lene Tanggaard får sat hendes begreb i spil i forhold til politik og praksis ved at stille spørgsmålstegn ved, om der er plads til læringsglemsel i vores daginstitutioner, skoler og uddannelser i dag. Hun skitserer, hvordan en diskurs om læringsmål og metakognition har vind i sejlene, og ser læringsglemsel som et forsøg på at gøre op med den tænkning.
Hun beskriver bl.a., hvordan børn i skolen skal forholde sig til deres egen læring og monitorere egne læringsstrategier. I den sammenhæng mener Lene Tanggaard, at vi må være mere ambitiøse med vores folkeskole og lære børn at bakse med noget, så meget at de glemmer, at de lærer.
Alt i alt får Lene Tanggaard præsenteret hendes pointer og arbejde på en let og åben måde med et beskedent brug af slides.
Foredrag: Læringsglemsel – v. Lene Tanggaard, Professor i pædagogisk psykologi v. Aalborg Universitet.
Tid: Tirsdag d. 23. april 2019 kl. 19.00
Sted: DOKK1, Store Sal.
Arrangør: FOF Aarhus
Hej! Jeg hedder Johanne Rauff, og jeg er p.t. arbejdssøgende. Jeg er med i FOF Aarhus anmelderkorps, fordi jeg nyder at udfordre min viden og antagelser om verden. I min fritid dyrker jeg yoga, strikker og går ture i naturen.